Andele i Merkur

Hvad er andele?
Merkur er et pengeinstitut organiseret som andelskasse, og den basiskapital, der ligger til grund for vores virksomhed, kaldes andelskapitalen. Det svarer til aktiekapitalen i en bank. Andelskapitalen skabes af de mennesker, foreninger, institutioner og andre som køber andele. Pr. december 2010 har Merkurs 3.286 andelshavere tegnet en andelskapital på 127,9 mio. kr.

To typer andele
I Merkur findes to typer andele: A- andele og B-andele. Forskellen er, at A-andelene er uden afkastmulighed - og er dermed kapital med udelukkende et idealistisk sigte: nemlig udviklingen af Merkur som funktion i samfundet. B-andelenes kurs (værdi) opskrives derimod i takt med andelskassens resultater og giver dermed mulighed for et afkast.

Hvorfor købe andele?
Lovgivningen fastsætter en række grænser for et pengeinstituts virksomhed, der alle relaterer sig til pengeinstituttets kapitalgrundlag. Merkurs mulighed for at løse de opgaver, vores kunder stiller os, påvirkes derfor af andelskapitalens størrelse. Hver eneste andel, der købes, er således med til at skabe yderligere grundlag for udlån til nye projekter, som kan bringe samfundet i en mere bæredygtig retning, miljømæssigt og socialt.

Derudover er andele i Merkur en af de få investeringer, som har en stærk holdningsmæssig profil, samtidig med, at det er relativt sikkert. Andele i Merkur har tilmed mulighed for at give et stabilt og rimeligt afkast.

En investering i Merkur-andele er en investering i en bedre fremtid.

Stemmeret
Som andelshaver bliver du indbudt til at deltage i Merkurs årlige generalforsamling. Hver andelshaver har een stemme, uanset antallet af andele - det er en vigtig del af andelsprincippet. Generalforsamlingen vælger et repræsentantskab, der igen vælger Merkurs bestyrelse.

Risiko
Andelskapital er IKKE indlån, selvom den kan fungere som en langsigtet opsparing. Det betyder, at andele er risikovillig kapital og derfor IKKE er omfattet af indskydergarantifondens regler. Men du hæfter kun for det beløb, du har købt andele for, og har derudover ingen hæftelser.

I praksis er risikoen for at tabe penge begrænset. I Merkur har vi en forsigtig udlånspolitik, der er baseret på en langsigtet vurdering af projekternes styrke økonomisk, miljømæssigt og socialt. Vi arbejder med en høj grad af sikkerhedsstillelse og er grundige ved vurderingen af deltagernes ansvarlighed.

Vi foretager ikke spekulation, hverken i valuta eller værdipapirer.

På dette grundlag har Merkur kunnet fastholde en tabsprocent, som set over en årrække er lavere end gennemsnittet af danske pengeinstitutter. Merkur er som alle andre danske pengeinstitutter omfattet af Finanstilsynets overvågning og kontrol.

Hvem kan købe andele?
Alle kan købe andele - private, virksomheder, foreninger og institutioner. Det er ikke nødvendigt at være kunde i Merkur, ligesom vi heller ikke stiller krav om, at kunderne skal være andelshavere.

I forbindelse med låntagning skal der dog som udgangspunkt tegnes andele.

Vi ser gerne andelskapitalen spredt over så mange som muligt og opfordrer derfor alle til at overveje at blive andelshaver.

Kan andele sælges igen?
Merkur køber kun andele tilbage, hvis vi samtidig kan udstede nye andele til andre. Merkur forestår denne formidling, og normalt går der ikke mange dage før et salg kan effektueres, men der kan gå lidt længere tid, afhængig af antallet af købere og sælgere. Andelene sælges i den rækkefølge, salgsønskerne indgår.

A- eller B-andele?
Er din interesse centreret omkring det ideelle i Merkurs virksomhed og er du ikke interesseret i et kontant afkast af andelene, skal du vælge A-andele. De købes og sælges til kurs 100, og andelskassens frie reserver (som ikke ejes af nogen) tilføres hvert år en andel af årets resultat, som svarer til A-kapitalens andel af den samlede kapital.

Vil du gerne have mulighed for at få et rimeligt afkast af din investering i Merkur, f.eks. i tilknytning til pensionsopsparing, samtidig med at du støtter opbygningen af Merkurs virksomhed, skal du vælge B-andele.

B-andelene modtager ikke noget kontant udbytte hvert år, men deres værdi (kurs) fastsættes med baggrund i Merkurs resultater. Har Merkur f.eks. et år haft et overskud, der forrenter den samlede egenkapital med 4%, vil B-andelens værdi blive opskrevet tilsvarende, eksempelvis fra kurs 100 til kurs 104. Kursen fastsættes af Merkur hvert kvartal.

Aktuel kurs
Den aktuelle kurs er pr. 20.01.2012 163,00

Kursudvikling
B-andelene blev introduceret 20.4.1999.
Endelig kurs pr. årsultimo og årlig stigning:

1999   102,55
2000   107,93   5,25 %
2001   114,41   6,00 %
2002   120,86   5,64 %
2003   129,19   6,89 %
2004   135,75   5,08 %
2005   144,29   6,29 %
2006   151,42   4,94 % 
2007   161,20   6,46 %
2008   166,57   3,33 %
2009   170,93   2,62 %
2010   171,50   0,33 %
2011   163,00 -4,96 % 

Foreløbige handelskurser i 2012
Se ovenfor under aktuel kurs.

Merkurs overskudsmål
Det er ikke Merkurs mål at tjene så mange penge som muligt - men derimod at drive en virksomhed som alle parter kan være tilfredse med. Parterne er i denne forbindelse andelshavere, indlånere, låntagere og medarbejdere. Også det omgivende samfund får sin del, dels i form af skatter, dels i form af den ekstra værdi, som tilføres samfundet via de almennyttige projekter.

Merkur tilstræber et overskud, der dels giver en passende konsolidering af virksomheden, der kan tjene som buffer for uforudsete hændelser, dels giver en forrentning af kapitalen, der kan sammenlignes med den 10-årige obligationsrente.

Merkur har ikke oplevet år med underskud, men det kan naturligvis ikke udelukkes, at dette vil kunne ske i fremtiden. I så fald vil B-andelens kurs blive lavere.

Hvordan tegnes andele?
A-andele koster kr. 1.000 pr. stk. og kan købes ved henvendelse til Merkur.


B-andelene er på nominelt kr. 1.000 pr. stk., og den aktuelle kurs kan ses ovenfor.

Du kan læse mere om at investere i Merkur under investering eller ved at få et andelsprospekt i Merkur.

Læs også om skatteforhold for Merkurs andele.

Investeringsprodukter, hvor der kan være risiko for at indskuddet ved produktet kan tabes helt eller delvist. Produkttypen er ikke vanskelig at gennemskue. Blandt eksemplerne er børsnoterede aktier, investeringsbeviser og andele. Jf. bilag om mærkningsordningen.