Nyheder

Merkur lancerer Klimalån med Co2 besparelser som mål
22. april 2009

(Pressemeddelelse)

Merkur lancerer Klimalån med C02 besparelser som mål

Danskerne ønsker i stigende grad at klimaforbedre deres boliger, men finanskrisen har gjort det sværere at få lån, også selv om disse forbedringer er gode for både privatøkonomien og klimaet. Dette gør Merkur Andelskasses nye klimalån nu noget ved.
 
Ønsker man at klimarenovere sin bolig giver Merkur nu mulighed for det via det nye klimalån. I Merkur har kunderne i det sidste halve år kunnet sætte deres penge ind på en C02 sparekonto. Det er gået over al forventning, så nu står der over 50 mio. kr. klar til at blive udlånt til klimaforbedringer af danskernes boliger mv.
 
”Det er meget positivt at så mange af vores kunder er interesserede i at stille deres opsparing til rådighed for udlån til klimavenlige projekter. Det skaber muligheder for at vi kan låne ud til de kunder der ønsker at igangsætte klimavenlige forbedringer af deres boliger, men mangler finansiering.” fortæller Merkurs direktør Lars Pehrson.

”Klimaeffekten er den vigtigste af fordelene ved klimalånet, men lånet gives samtidig til en konkurrencedygtig rente, uanset om sikkerheden for lånet kan placeres over eller under 80% af boligens ejendomsværdi”, tilføjer han.
 
Klimaudlånet kan for eksempel bruges til finansiering af den del af de klimaprojekter, der ikke kan nå at komme med i regeringens renoveringspulje der er ved at være tømt. Lånet kan naturligvis også anvendes til klimavenlige projekter, der har fået tilskud fra renoveringspuljen, da denne pulje kun dækker en del af udgifterne til projekterne.
 
De daglige bankforretninger forbedrer klimaet
Udover klimalånet og Co2 sparekontoen har Merkur fokus på, hvordan kunderne via deres daglige bankforretninger kan være med til at mindske de problemer, klimaet står overfor i dag. Eksempelvis tilbyder Merkur cykellån og giver lavere rente på billån til biler, der kører langt på literen. I Merkur kan man også være med til at opbygge fremtidens vedvarende energiproduktion ved at investere i en særlig investeringsafdeling med dette formål.

Yderligere informationer fås ved henvendelse til direktør Lars Pehrson, Merkur, på direkte tlf.: 62 65 67 00, mobil 20 81 27 35 og via E-mail: pehrson@merkurbank.dk og Jonas Crumlin-Clausen, Kommunikationschef i Merkur, på direkte tlf.: 62 65 67 04, mobil 61 20 07 49 og E-mail: clausen@merkurbank.dk. I øvrigt henvises til hjemmesiden: www.merkurbank.dk

Fakta om klimalånet:

  • Lån til klimarenovering af boliger, eksempelvis isolering, energiruder, solfangere, varmepumper mv.
  • Pengene, der lånes ud via klimalånet, kommer fra indskyderne på Merkurs Co2 sparekonto.
  • Attraktiv rente på 6%. Renten er variabel og følger den alm. renteudvikling.
    Ved lån under 80% af vurderingen tilbydes realkreditfinansiering.
  • Merkur foretager almindelig kreditvurdering
  • Lånet kan optages af alle der er, eller bliver kunde i Merkur
  • Se mere på www.merkurbank.dk

Fakta om Merkur: Merkur Andelskasse er Danmarks almennyttige pengeinstitut og har siden 1982 arbejdet med finansiering af sociale, kulturelle og miljøvenlige projekter. Merkur fungerer på samme måde som andre danske pengeinstitutter og har alle serviceydelser. Størsteparten af det samlede udlån sker til samfundsgavnlige projekter på baggrund af økonomiske, såvel som etiske og miljømæssige vurderinger. Den resterende del af udlånet er private lån, især boliglån. Merkurbetjener i dag 14.000 kunder.