(Pressemeddelelse)
Spar op i vindmøller og mikrolån
Merkur Andelskasse og hollandske Triodos giver mulighed for at investere både grønt og socialt ansvarligt. De to bæredygtige pengeinstitutter tilbyder nu investeringer i vedvarende energi og mikrolån til U-lande.
Merkur Andelskasse, Danmarks grønne og sociale pengeinstitut, tilbyder nu sammen med sin hollandske kollega Triodos nye muligheder for at investere i stabile bæredygtige initiativer og samtidig få en rimelig indtjening på investeringen.
Der er tale om to typer investeringer. Den ene går gennem Triodos Renewables Europe Fund, en investeringsafdeling, der investerer i vedvarende energi. Her investerer man i opstillingen af nye vindmøller og solenergianlæg i Europa, og man er på den måde med til at bringe verdens CO2-udslip ned. Afkastmålet er 7 procent årligt over en 10-årig periode.
Den anden type investering sker gennem Triodos Microfinance Fund, der finansierer mikrolån i U-lande. Mikrolån har vist sig at have en stor effekt i forhold til at skabe sociale forbedringer i U-lande. Et lån på bare 500 kroner er nok til, at en familie i Indien kan købe en symaskine og starte en lille forretning, der kan forsørge familien. Mikrolånene skal bidrage til en aktiv bæredygtig indsats i kampen mod fattigdom, aktivere lokale iværksættere og fremme en økonomisk og social frigørelse af kvinder. Det forventede årlige afkast er 6-9 procent, målt over en 7-årig periode.
Vil fremme investeringslysten
De to investeringstyper er unikke på det danske investeringsmarked, da de kombinerer bæredygtighed og sikkerhed ved at sprede investeringerne, og giver derfor mulighed for også at investere større beløb.
”Merkur ønsker med disse muligheder at fremme investeringslysten i bæredygtige virksomheder. Vi er stolte over på denne måde at give danskerne mulighed for at lade deres holdninger og investeringer følges ad,” siger Lars Pehrson, der er direktør i Merkur Andelskasse.
Det er muligt at investere både frie midler og pensionsmidler i de to investeringsfonde. Herudover er der naturligvis mulighed for at investere direkte i Merkur ved at købe andelsbeviser. En tredje mulighed er at købe aktier i det nystiftede Merkur Udviklingslån A/S, som yder lån til små og mellemstore virksomheder i U-lande.
Fakta:
· Der ligger mange års erfaring bag Triodos Microfinance Fund. Triodos Bank har de sidste 15 år arbejdet med bæredygtig finansiering, hvor Triodos har været involveret i mere end 80 mikrofinansinstitutioner i 38 U-lande. Det brede fundament sikrer en god risikospredning. Det overordnede mål er social og økonomisk udvikling i U-lande gennem mikrolån.
· Triodos har finansieret vedvarende energi siden 1980’erne og har stor erfaring i at vurdere projekter på området.
Yderligere oplysninger:
Direktør Lars Pehrson, Merkur Andelskasse, tlf. 20 81 27 35 / 62 65 67 00 eller e-mail pehrson@merkurbank.dk.
Kommunikationschef Jonas Crumlin-Clausen, tlf. 62 65 67 04 / 61 20 07 47 eller e-mail clausen@merkurbank.dk.

Direktør i Merkur Andelskasse, Lars Pehrson er stolt over, at investeringsinitiativerne giver danskerne mulighed for at lade deres holdninger og investeringer følges ad.