(Pressemeddelelse)
Merkur Andelskasse siger nej tak til Bankpakke II
Merkur Andelskasse har ikke brug for bankpakke II og siger derfor nej tak til midler fra staten. Den socialt og miljøorienterede andelskasse rejste 30 millioner kroner under finanskrisen og har et kapitalgrundlag, der er dobbelt så stort som loven kræver.
Det lykkedes Merkur Andelskasse at rejse 30 millioner kroner i ansvarlig kapital hos en række samarbejdspartnere, mens finanskrisen var på sit højeste i sommeren og efteråret 2008. Desuden har Merkur en solvensprocent på knapt 18 procent, hvilket er et dobbelt så stort kapitalgrundlag, som loven kræver. Så det socialt og miljøorienterede pengeinstitut, Merkur Andelskasse, ser ikke nogen grund til at gå med i bankpakke II.
”Vi var blandt de meget få pengeinstitutter, der var i stand til at rejse kapital under finanskrisen, og det endda til normal pris,” siger Merkurs administrerende direktør Lars Pehrson.
”Vi føler os overbeviste om, at vi kan gøre det igen. Vi foretrækker at rejse kapitalen selv, for statens penge skal alligevel erstattes af anden kapital i løbet af en femårs periode. Prisen for deltagelse i bankpakke II er desuden for høj. Renten er på cirka ti procent p.a. alt inklusiv, og engangsudgifter for vores vedkommende ville være på omkring 600.000 kroner. Det vurderer vi er en unødvendig udgift,” fortsætter Lars Pehrson.
Sund og kontrolleret vækst
Andelskassen finansierer ikke ejendomsspekulation og anden jagt på kortsigtede gevinster.
”Skal vi mindske risikoen for voldsomme kriser i fremtiden, er det afgørende, at finanssektoren bliver mere samfundsorienteret og koncentrerer sig om at finansiere ting, som der er et reelt behov for, og som kan være bæredygtige og værdiskabende på lang sigt. Ellers bliver der bare en regning, der sendes videre til andre eller til samfundet”, siger Lars Pehrson.
I løbet af 2009 og 2010 er det Merkurs plan at rejse omkring 30 millioner kroner i kapital, hvilket bringer det samlede kapitalgrundlag op over 200 millioner kroner. Hensigten med den ekstra kapital er dels at muliggøre en sund og kontrolleret vækst, dels at have noget ekstra at stå imod med i den usikre samfundsøkonomiske situation.
”Selv om vi hverken havde lod eller del i de forhold, der udløste finanskrisen, slipper vi ikke for følgevirkningerne i form af store udgifter til deltagelse i Bankpakke I, hvor vi er med til at betale for afviklingen af en række banker, ligesom ingen ved, hvor langt den generelle økonomiske nedtur vil række”, siger Lars Pehrson.
Fakta
Merkur Andelskasse er Danmarks almennyttige pengeinstitut og har siden 1982 arbejdet med finansiering af sociale, kulturelle og miljøvenlige projekter. Merkur fungerer på samme måde som andre danske pengeinstitutter og har således alle serviceydelser. Størsteparten af det samlede udlån sker til samfundsgavnlige projekter på baggrund af såvel økonomiske som etiske og miljømæssige vurderinger. Den resterende del af udlånet er private lån, især boliglån. Merkur har i dag cirka 14.000 kunder.
For yderligere information kontakt venligst administrerende direktør Lars Pehrson, Merkur, tlf. 20812735 / 62656700 eller pehrson@merkurbank.dk