- Merkur inviterer til reception d. 18. november
Merkur Andelskasse oplever en stor interesse for og vækst i sin særlige måde at drive bankvirksomhed på, hvor bæredygtighed og social ansvarlighed står centralt. Denne vækst har medført et behov for at ændre organisationen i løbet af 2009.
Asbjørn Andersen, der hidtil har været afdelingsdirektør i Aalborg er i forbindelse med organisationsændringen tidligere i år indtrådt i Merkurs direktion som direktør med ansvar for andelskassens kreditgivning, den fælles administration, regnskabs-, likviditets- og fondsområde.
Søren Thomsen, der er 49 år gammel og som til dagligt bor i Gug ved Aalborg, er pr. 01. oktober 2009 ansat som ny afdelingsdirektør. Søren Thomsen kommer senest fra en tilsvarende stilling i Sparekassen Limfjorden.
Søren Thomsen får ansvaret for den daglige ledelse i afdelingen, herunder særligt erhvervskundeaktiviteterne samt profilering af afdelingen udadtil.
”Jeg har på sidelinjen med interessen fulgt Merkur gennem de senere år. For mig er det vigtigt, at jeg er med til at tage ansvar og dermed er med til at gøre en forskel. At det så for mit vedkommende tillige har kunnet kombineres med et job i Merkur, har haft stor betydning for mig. Nu kan jeg være med til at fremme den bæredygtige samfundsudvikling, når jeg går på arbejde”, udtaler Søren Thomsen.
I fritiden er Søren Thomsen meget engageret i foreningsarbejde som frivillig leder, blandt andet i Gug Boldklub, hvor også hans egne to børn spiller fodbold. Derudover giver Søren Thomsen også gerne en hånd med ved velgørende landsindsamlinger o.l.
Reception d. 18. november
I den anledning indbyder vi til en reception onsdag den 18.11.2009, mellem kl. 16 og kl. 18, i Bispensgade 16, 1. sal, hvor du/I får lejlighed til at hilse på Asbjørn Andersen og Søren Thomsen.
For nærmere information kontakt venligst direktør Asbjørn Andersen, Merkur, tlf. 62656770 / 40257206 eller asbjorn@merkurbank.dk; Afdelingsdirektør Søren Thomsen, Merkur, tlf. 62656705 eller thomsen@merkurbank.dk; Kommunikationschef Jonas Crumlin-Clausen, Merkur på telefon 62656704 / 61200747 eller e-mail clausen@merkurbank.dk eller hjemmesiden http://www.merkurbank.dk.
Fakta: MERKUR er Danmarks almennyttige pengeinstitut og har siden 1982 arbejdet med finansiering af sociale, kulturelle og miljøvenlige projekter. Merkur fungerer på samme måde som andre danske pengeinstitutter og har således alle serviceydelser. Størsteparten af det samlede udlån sker til samfundsgavnlige projekter på baggrund af såvel økonomiske som etiske og miljømæssige vurderinger. Den resterende del af udlånet er private lån, især boliglån. Merkur har i dag 15.000 kunder.