Nyheder

Ondsindet spionprogram spreder sig på danske pc'er
22. december 2009

Ondsindet spionprogram spreder sig på danske pc'er

Merkur er blevet opmærksom på, at der i it-kriminelle kredse er et
ondsindet spionprogram i omløb. Programmet giver hackere adgang
til pc'er, og dette betyder i værste fald, at hackerne overtager
forbindelsen til netbanken og forsøger at stjæle pengene ved at
overføre dem til en anden konto.

Du kan undersøge, hvorvidt din pc er inficeret med dette
spionprogram ved at følge anvisningerne på
www.tjekpc.dk. Her kan
du også læse, hvordan du beskytter din pc mod it-kriminelle.
Skulle det vise sig, at din pc er inficeret, skal Merkur
kontaktes, og netbanken skal spærres. Netbanken må ikke anvendes,
før din pc er renset for spionprogrammet.

Hackerne får hjælp af såkaldte mulddyr, der er rekrutteret
gennem en stillingsannonce, til at modtage og sende pengene
videre. Mange muldyr har modtaget en uanmodet henvendelse,
hvorefter de har besvaret denne, og dermed er de blevet en del af
det it-kriminelle netværk. Det er kriminelt at være muldyr - og
muldyrene kan altid opspores.