Merværdi. Bankernes medansvar for krisen styrker de traditionelle andelskasser. I virvaret af undskyldninger, hjælpepakker og spekulationer om underhåndsaftaler godkender den bæredygtige Merkur Andelskasse i dag deres hidtil flotteste årsregnskab.

 

Merkur Bank har udvidet og opkøbt endnu en lejlighed på Vesterbrogade, der også huser Det Ny Teater og den Vietnamesiske restaurant Lê Lê nhà hàng, så nu går vejen til bankdirektørens kontor først gennem to sammenlagte lejligheder med stuk, karnapper og udsigt til Vesterbro Torv, så ud på en trappeopgang og ind ad hoveddøren til ejendommen ved siden af.

 

Lars Pehrson beklager, at den antikke lysekrone på kontoret endnu ikke er skiftet ud med en skarpere lyskilde. »Jeg håber ikke, det bliver for dunkelt,« siger han. Ved min plads ved mødebordet ligger bankens årsrapport fra 2008 og en firmakuglepen med bankens logo og ordene »Fælles ansvar«. Kuglepennen er af træ.

51-årige Pehrson kalder sig selv en traditionel bankdirektør, mere traditionel end de fleste, men han ligner ikke én. Hans tætte skæg og krøllede hår har samme farve som tobak, og begge dele må være mindst fem centimeter længere end branchenormen. Den beige skjorte har krøllede ærmer og praktisk brystlomme. Bæltet i de sorte lærredsbukser er spændt lige under navlen, og på fødderne sidder et par lysebrune tøfler, der ser nye ud. Nede på Vesterbrogade ville han have lignet en økologisk landmand på vej til et pengemøde på Axelborg, og selv heroppe med regnemaskine på skrivebordet og ringbind i reolerne er det svært at få øje på direktøren bag smilet. Men i dag, fredag, offentliggør Merkur Bank deres seneste årsrapport, som viser, at han er en særdeles succesfuld af slagsen.
 

På et enkelt år er den bæredygtige banks kundegrundlag øget fra 14.000 til 16.000. Langt de fleste er almindelige lønmodtagere med lønkonto, huslån og så videre. De samlede indlån er steget med 30 procent, et drømmeresultat efter enhver målestok.
 

Mellem rapportens tal kunne der også ligge en historie om de langsigtede konsekvenser af bankkrisen. Merkur er nemlig ikke alene om at have fremgang midt i et økonomisk stormvejr. Deres søsterbank i Holland, Triodos, har fået 35.000 flere kunder på et år. Den tyske, GLS, har fået 11.000 flere kunder. Også Fælleskassen på Frederiksberg melder om en stigning i kunder på lige under ti procent. »Vi er ikke på aktiemarkedet, vi er ikke involveret i ejendomsspekulation, og vi har ret mange kunder, der skifter til os af holdningsmæssige årsager,« siger Lars Frederiksen, direktør i Fælleskassen.
 

Det kunne ligne begyndelsen på en bevægelse: væk fra de skandaleramte aktionærejede banker og over – eller skulle man sige tilbage – til andelskasserne.
 

Lars Pehrson fra Merkur Bank kalder de 2.000 nye kunder »toppen af isbjerget.« »Efter finanskrisen er rigtig mange mennesker, som måske ikke har været det før, blevet opmærksomme på, hvad bankerne egentlig foretager sig med deres penge,« siger han. »Nogle af dem er nok begyndt at lede efter noget mere jordnært og overskueligt. Hvem låner penge til hvem, og hvad bliver de brugt til? Det tror jeg, folk vil forsøge at få bedre besked om fremover. «
 

Spørgsmål om »hvad, hvor meget og til hvem« har ganske rigtigt været svære at besvare i perioden op til den nuværende krise, for en række danske banker har været involveret i mindre jordnære og svært uoverskuelige investeringer.
 

I sidste måned afleverede Danske Banks direktør, Peter Straarup, en uforbefolden undskyldning for, at banken havde solgt kunderne produkter, som de dybest set hverken forstod eller havde brug for.
 

Enkelte mindre sparekasser har heller ikke holdt sig tilbage. I tilfældene EBH Bank, Skælskør Bank, Roskilde Bank og Løkken Sparekasse har forkontoret plejet et image som lokal sparekasse med nære værdier, mens bagkontoret har postet kundernes opsparinger i ejendomsspekulation. Bankerne har dog redet højest på bølgen, mens de selvejende sparekasser og andelskasserne, som ejes af kunderne selv og ikke skal tilfredsstille aktionærers krav om profit, har været mindre eventyrlystne.
 

Regeringens første redningspakke, Bankpakke 1, tvang de sunde banker til at betale de kuldsejledes gæld: i alt 36 milliarder kroner. Merkur måtte sidste år spæde til med 7,3 millioner kroner. Når Bankpakke 1 afvikles til september, forventes flere banker at lukke eller fusionere. Bankpakke 2 består af en pulje på 100 milliarder kroner, som de hårdest ramte banker kan låne af staten. Danske Bank alene låner 26 milliarder kroner gennem Bankpakke 2. I de sidste par måneder har eksperter kaldt pakken en de facto statssubsidiering og spekuleret i underhåndsaftaler mellem Christiansborg og Danske Bank.
 

Forløbet op til statens undsætning burde få os til at revurdere bankernes funktion i samfundet, mener Lars Pehrson.
 

»Bankerne har en særstilling, fordi de har monopol på at tage imod indlån. De penge, nationalbankerne udsteder, og hele det monetære system er jo noget, samfundet stiller til rådighed som en slags infrastruktur, ligesom vi har motorveje. Derfor har vi både ret og pligt til at spørge, hvad det så er, vi vil med de banker, hvilke vilkår må de operere på, og må de for eksempel have lov til ud i det blå at opfinde derivater, som de sælger for hundredvis af millioner kroner? Der cirkulerer jo finansielle produkter, som ingen dækning har i den virkelige økonomi. Det er fantasibeløb. Spillebilletter. Fra samfundets side må man sige, at hvis det er for risikabelt, hvis det ikke tilfører nogen reel værdi, så er der ingen grund til, at vi skal tillade det.«
 

Bankernes unoder var så småt begyndt dengang i 1982, da Merkur blev stiftet i en kælder i Aalborg, først som spare- og låneforening – en cigarkasse med Pehrson og vennernes opsparing – og så, da nye bankregler et par år senere gjorde det muligt, som andelskasse.
 

Lars Pehrson forlod dengang en karriere som fløjtenist ved det klassiske musikkonservatorium for bankbranchen, som han ingen erfaring havde med. De luftige finansielle produkter var endnu ikke ret udbredte i startfirserne, men det var den herskende »værdifri økonomitænkning, « som fik ham til at skifte spor. Debatten om atomkraft bølgede, og Pehrson og hans politisk ligesindede venner blev provokeret af de store bankers udmeldinger om, at de ikke ville blande sig i den slags spørgsmål. En investering i atomkraft adskilte sig ikke principielt fra andre investeringer, melddelte en af de store danske banker. Man havde jo de frie markedskræfter til at arbejde for sig og behøvede ikke andet. I Aalborg ville vennerne gerne vide, hvad deres opsparinger blev brugt til, og de forestillede sig, at andre havde det på samme måde.
 

På Vesterbro-kontoret citerer Lars Pehrson økonomen Milton Friedman, ideologen fra Chicagoskolen, hvis beskrivelse af finanssektoren stadig dominerer: »The business of business is business,« siger han. »Så er det lige meget, hvad man laver – om man producerer gummistøvler eller vindmøller eller bombefly, eller om man tjener penge på at handle fi ktive penge rundt i systemet. Det er den værdifrie økonomitænkning og idéen om at skabe shareholder value (merværdi for aktionæren, red.), som har givet banker og virksomheder mulighed for at gøre lige, hvad de vil. På nogle områder har globalisering og liberalisering selvfølgelig virket positivt, men det har også skabt en fuldstændigt vildtvoksende banksektor, som har mistet kontakten med resten af samfundet. Bankerne har søgt større og større risici, fordi de har været nødt til at tjene flere og flere penge til deres ejere. Hvis ejerne fik 15 procent det ene år, skulle de have 16 procent det næste år. Det er den grådighed, som vi kan pege fingre ad nu, men den har jo ligget som en drivkraft i modellen lige siden dengang. Den er ikke kommet udefra og har forstyrret systemet. Den er kernen i det hele.«
 

Modsat bankerne har landets små sparekasser altid arbejdet efter et etisk kompas, der byder dem at holde investeringerne i lokalområdet i stedet for at sende dem til hovedkontorer i byerne og senere videre ud i verden. Merkur ville gå et skridt videre og udelukkende låne penge til virksomhed, der på en eller anden måde gavnede samfundet som helhed.
 

Op gennem 1980erne meldte et stigende antal økologiske landmænd sig som kunder, ofte fordi større banker havde givet dem afslag på lån. Deres indlån frigav kapital til større investeringsprojekter som fødevareproduktion (Thiese mejeri), vedvarende energi og fri- og efterskoler. Samtidig så Lars Pehrson, hvordan de store banker bevægede sig i den modsatte retning.
 

»I 1980erne begyndte bankerne gradvist at forlade den klassiske aktivitet med at finansiere virksomheder, byggeri eller andet, som samfundet har behov for, og i stedet begyndte de at opfinde finansielle produkter, som de aktivt forsøgte at sælge til kunderne. Pengene skulle cirkulere hurtigere og hurtigere, så de prøvede også at skabe forventninger til, at aktiekursen gik opad. Hvis en bankdirektør kunne komme med en eller anden meddelelse til pressen og fondsbørsen om en fusion eller et nyt, fantastisk produkt – igen, det er sådan set lige meget, hvad der er tale om – så skabte det en positiv forventning, aktiekursen steg, og så havde man opfyldt sin forpligtelse over for aktionærerne. Samtidig blev ledelsen bundet ind ved at være delvist lønnet med aktier, og så bliver det virkelig en motor, hvor man siger, okay, hvis jeg kan sige den rigtige sætning nu, så stiger min løn med 25 millioner sådan her!« Han slår håndfladerne mod hinanden. »Så kan man forsøge at forestille sig, hvilken fristelse det er.«
 

Det vil Lars Pehrson nok have svært ved. Hans egen årsindtægt ligger i omegnen af en halv million kroner, en usædvanligt lav løn for en bankdirektør. Banken har heller ingen bonusordning og har aldrig lånt flere penge ud, end der var i kassen. Jo mindre egenkapital, jo mere udsat er en bank i krisetider. Det er et af de steder, hvor bankerne har navigeret helt forskelligt gennem højkonjunkturen, forklarer bankhistoriker og ekspert i finanskriser ved CBS, Per H. Hansen:
 

»Nogle af de store banker har haft adskillige medarbejdere til at sidde og beregne med komplicerede formler, hvordan de kunne komme helt ned til grænsen, så de kunne frigive størst mulige beløb. Det kunne man også tage som et udsagn om, at nogle banker har været mindre risikosøgende og ikke udelukkende har været fokuseret på at tjene penge undervejs. Det skyldes selvfølgelig, at der ikke er de samme krav fra ejerne af en andelskasse, som der er fra aktionærerne i Danske Bank. Der er nogle pres i finanssystemet, som Merkur og andre små banker ikke ligger under for på samme måde, fordi de er ejet af lokalsamfundet eller kunderne.«
 

Andelskasserne kommer nu ikke af den grund til at vælte det etablerede system, mener Per H. Hansen. Men reguleringen af den internationale finanssektor strammes i øjeblikket – i USA og Frankrig taler man om at lave et loft for bankers størrelse – og det kunne styrke andelsbanker og sparekassers position på markedet. Når den ene ideologi falder, rejser den anden sig.

»Andelsbevægelsen blev i sin tid stiftet som et bevidst alternativ til aktieselskabernes kapitalisme, « siger Per H. Hansen. »Op igennem danmarkshistorien løber de to tankegange som parallelle spor – den private, aktiebaserede vej på den ene side og andelsvejen på den anden.«
 

»Det tror jeg godt, man kan sige. Mange af de nye kunder har nok alligevel ligget i samme forbrugersegment, men nu har de så i forbindelse med krisen også taget skridtet med bankydelser. Det her handler jo også om vores egne identitetsprojekter som forbrugere. Nogle vil ikke støtte en virksomhed, der er indblandet i noget, som de finder anstødeligt eller forkasteligt, og så finder de i stedet en bank, som før, under og efter finanskrisen har ageret på en måde, der stemmer mere overens med de værdier, de selv tror på. Det er en forestilling om, at det ikke nødvendigvis er alt, der behøver at give profi t til nogle ejere udefra. Når folk skifter over til Merkur Bank, sender det jo et klart signal om, at de vil noget andet.«
 

Beskrivelsen passer på 43-årige Toril Bækmark, der køber økologisk, ikke ejer bil og »prøver at leve rimeligt fornuftigt«. Bækmark er selvstændig illustrator, og vi mødes i køkkenet i en tegnestue i indre by, mens det myldrer ind ad døren med designere og grafikere. For et år siden blev hun indkaldt til møde i Danske Bank, hvor rådgiveren virkede mere interesseret i at fortælle om nye produkter end i at se hendes økonomi igennem. »Det var meget sælger-agtigt, « husker hun. Bagefter begyndte Bækmark for første gang at interessere sig for, hvad banken egentligt brugte hendes penge til. I en avis læste hun noget om investeringer i klyngebomber, som lød uhyggeligt. Da Merkur i mellemtiden som den eneste af mange adspurgte havde tilbudt en kollega i kontorfællesskabet et lån til et nyt tag med solpaneler, lå valget lige for. »Man har altid en tillid til sin bank, tror jeg, men den tillid var så småt begyndt at krakelere. Det var da også naivt at låne penge ud til Stein Bagger, tænkte jeg. Det er den lille mands penge, der går til den slags.«