Nyheder

Nyt samarbejde mellem Merkur Andelskasse og Amnesty International
10. februar 2011

Merkur og Amnesty har indgået et samarbejde om en ny opsparingskonto – en såkaldt støttekonto – hvor pengene er med til at fremme Amnestys arbejde for menneskerettigheder.

 

Merkur har igennem flere år sponsoreret Amnesty Award ved den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Det er nu dette samarbejde der udvides med en såkaldt støttekonto.
 
Amnesty er mest kendt for at kæmpe for menneskerettigheder, mens Merkur kæmper for bæredygtighed.
Men menneskerettigheder og et uafhængigt og fair retsvæsen hænger uløseligt sammen med mulighederne for, at mennesker overalt på kloden får mulighed for at udnytte deres evner til at opbygge et bæredygtigt erhvervsliv og for at beskytte de ressourcer, de er afhængige af, imod kortsigtet udplyndring. Derfor er vi i Merkur glade for, at værdifællesskabet mellem Amnesty og Merkur nu udmønter sig i et konkret samarbejde.

Støttekontoen får slet og ret navnet Amnesty-konto. Med en Amnesty-konto kan du spare op, samtidig med at du støtter Amnesty, idet Merkur hvert år yder et bidrag på mellem 0,75 % – 1,00 % af det gennemsnitlige indestående på alle Amnesty-konti. Dette går imidlertid ikke ud over din rente, som er variabel og pt. er 0,25 % - det er Merkur som yder bidraget til Amnesty.

Læs mere om Amnesty-kontoen.
Opret en konto eller kontakt Merkur, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere.