Hvem ejer Merkur?

Merkur er et pengeinstitut organiseret som andelskasse, og den basiskapital, der ligger til grund for vor virksomhed, kaldes andelskapitalen. Det svarer til aktiekapitalen i en bank. Andelskapitalen tegnes af de mennesker, foreninger, institutioner og andre, som køber andele.

Merkur er primært ejet af kunderne. Enkelte beslægtede banker i udlandet har desuden tegnet i alt ca. 1,5% af andelskapitalen. Pr. 31. december 2010 har Merkurs 3286 andelshavere tegnet en andelskapital på 127,9 mio. kr.

Andelshaverne har adgang til den årlige generalforsamling, hvor hver andelshaver har een stemme. Blandt andelshaverne vælges på generalforsamlingen de personer, der skal indgå i Merkurs repræsentantskab. Det er repræsentantskabet, der vælger Merkurs bestyrelse.

En andel lyder på 1.000 kr. Enhver kan tegne andele i Merkur. Det er ikke en forudsætning, at man er kunde. Merkur tilstræber så bred en ejerkreds som muligt, og vi opfordrer derfor alle vore kunder til at tegne andele, hvis de har mulighed for det.