Pressemeddelelser

Kommentar: Banker er ikke kun forretninger
28. september 2009
Mange føler åbenbart behov for i lyset finanskrisen til stadighed at gentage rituelle besværgelser af typen ”banker er forretninger som enhver anden” og ”bankerne er sat i verden for at tjene penge til deres ejere” – f.eks. Børsens leder fra 11.09.2009. Netop finanskrisen burde have synliggjort den åbenlyse fejlslutning, der ligger til grund for sådanne udsagn.

Bankvirksomhed bygger på en eneret til at modtage indlån, som bankerne har fået af statsmagten via lovgivningen. Ingen andre må modtage indlån på den måde, bankerne gør – og som samtidig i praksis giver dem eneretten til at varetage samfundets betalingsfunktioner. Dernæst er det medium, bankerne anvender – pengene – udstedt af verdens centralbanker med henblik på at muliggøre produktion, handel og investering i fremtidens produktion og infrastruktur.

Indlånsmonopolet fører til, at borgerne har en berettiget forventning om, at en almindelig konto i en bank er en sikker placering. Vi har lovgivning og tilsynsmyndigheder til at sikre dette. Derfor vil et krak med tab for indskyderne i blot en middelstor bank (Roskilde Bank) udløse et kaos, som ingen er tjent med, og som er politisk ubærligt.

For tiden ligger ekstraordinært en eksplicit statsgaranti under bankerne – men borgerne ved godt, at der altid vil ligge en implicit statsgaranti for indlånet, også når Bankpakke I udløber – i hvert fald i banker af blot nogen størrelse. Professor Paul de Grauwe peger på dette i en kommentar i Børsen 11.09.

Det er derfor helt berettiget, at samfundet har forventninger til bankerne og vil stille krav. Disse bør gå i retning af mere klassisk bankvirksomhed – formidling af kapital til produktive investeringer – og mindre spekulation. Forretningsmodellen kan lettest beskrives som en gammeldags lokalbank eller sparekasse, men kan fungere i langt større skala. Det er ikke i samfundets interesse, at bankerne koncentrerer sig om spekulation og långivning til samme, blot fordi det på kort sigt giver et højt afkast (eksempel: boligboblen), men uden at skabe nogen reel ny værdi for samfundet.

Kravene skal være objektive som f.eks. ændringer i kapitalkrav, der fjerner den begunstigelse af spekulation og favorisering af større banker – og dermed de banker der indebærer de største systemiske risici - som ligger i de nuværende kapitaldækningsregler (kaldet Basel II).

Bankerne skal ikke agere efter politiske udsagn, om hvad de ”bør” gøre, sådan som mange politikere tilsyneladende forventer for tiden. Men samfundet er i sin gode ret til at definere bankbegrebet mere snævert og klassisk, herunder også at lægge loft over bonus- og andre incitamentsordninger, der fremmer kortsigtet og usaglig adfærd.

Banker er ”sat i verden” for at lette kapitalformidlingen og identificere de virksomheder og iværksættere, der kan skabe værdi for samfundet på langt sigt. Det er deres opgave. Dette skal ske forretningsmæssigt – naturligvis. Så vil de også kunne tjene penge. Men opgaven og dens løsning kommer først.