Bankvirksomhed bygger på en eneret til at modtage indlån, som bankerne har fået af statsmagten via lovgivningen. Ingen andre må modtage indlån på den måde, bankerne gør – og som samtidig i praksis giver dem eneretten til at varetage samfundets betalingsfunktioner. Dernæst er det medium, bankerne anvender – pengene – udstedt af verdens centralbanker med henblik på at muliggøre produktion, handel og investering i fremtidens produktion og infrastruktur.

Indlånsmonopolet fører til, at borgerne har en berettiget forventning om, at en almindelig konto i en bank er en sikker placering. Vi har lovgivning og tilsynsmyndigheder til at sikre dette. Derfor vil et krak med tab for indskyderne i blot en middelstor bank (Roskilde Bank) udløse et kaos, som ingen er tjent med, og som er politisk ubærligt.

For tiden ligger ekstraordinært en eksplicit statsgaranti under bankerne – men borgerne ved godt, at der altid vil ligge en implicit statsgaranti for indlånet, også når Bankpakke I udløber – i hvert fald i banker af blot nogen størrelse. Professor Paul de Grauwe peger på dette i en kommentar i Børsen 11.09.

Det er derfor helt berettiget, at samfundet har forventninger til bankerne og vil stille krav. Disse bør gå i retning af mere klassisk bankvirksomhed – formidling af kapital til produktive investeringer – og mindre spekulation. Forretningsmodellen kan lettest beskrives som en gammeldags lokalbank eller sparekasse, men kan fungere i langt større skala. Det er ikke i samfundets interesse, at bankerne koncentrerer sig om spekulation og långivning til samme, blot fordi det på kort sigt giver et højt afkast (eksempel: boligboblen), men uden at skabe nogen reel ny værdi for samfundet.

Kravene skal være objektive som f.eks. ændringer i kapitalkrav, der fjerner den begunstigelse af spekulation og favorisering af større banker – og dermed de banker der indebærer de største systemiske risici - som ligger i de nuværende kapitaldækningsregler (kaldet Basel II).

Bankerne skal ikke agere efter politiske udsagn, om hvad de ”bør” gøre, sådan som mange politikere tilsyneladende forventer for tiden. Men samfundet er i sin gode ret til at definere bankbegrebet mere snævert og klassisk, herunder også at lægge loft over bonus- og andre incitamentsordninger, der fremmer kortsigtet og usaglig adfærd.

Banker er ”sat i verden” for at lette kapitalformidlingen og identificere de virksomheder og iværksættere, der kan skabe værdi for samfundet på langt sigt. Det er deres opgave. Dette skal ske forretningsmæssigt – naturligvis. Så vil de også kunne tjene penge. Men opgaven og dens løsning kommer først.