Max Havelar
Fairtrade / Max Havelaar
Max Havelaar, også kendt som Fairtrade, er en international mærkningsordning. Målet er gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika. Miljøet skånes desuden i produktionen. Max Havelaar hverken køber eller sælger varer, men mærker produkter, der skal leve op til kravene for Fairtrade. Derudover informerer Max Havelaar om mærkningsordningen og arbejder for, at varerne er tilgængelige for så mange forbrugere som muligt.
Fairtrade for bønder
Bønder, der er med i mærkningsordningen, er primært organiseret i kooperativer, der kan levere store partier råvarer. Enkelte grupper, f.eks. inden for bomuldsdyrkning, bliver dog støttet af en ngo eller en virksomhed, som forpligter sig til at hjælpe bønderne til at opbygge en kooperativ-struktur. Når varerne bærer Fairtrade-mærket, får bønderne en fair pris: Uanset om verdensmarkedsprisen dykker, får bønderne en mindstepris, som dækker, hvad det koster at dyrke råvaren samt lidt ekstra, der skal sætte en positiv udvikling i gang.
Hertil kommer en Fairtrade bonus, som bønderne i fællesskab bestemmer over: Nogle vælger f.eks. at bygge en skole eller oprette studielegater, andre investerer i forbedring af dyrkningsmetoder. Hvis verdensmarkedsprisen går op over mindsteprisen, får bønderne stadigvæk Fairtrade bonussen.
Fairtrade for arbejdere
Nogle Fairtrade-mærkede produkter, som f.eks. te og vin, dyrkes på store plantager/gårde. Her står Fairtrade-mærket ikke for en mindstepris, men betyder, at der holdes øje med at nationale aftaler om mindsteløn og arbejdsforhold overholdes. Udover dette får arbejderne, på samme måde som bønderne, en Fairtrade bonus, som de i fællesskab råder over.
Fairtrade og miljøet
Miljøvenlig produktion er en væsentlig del af Fairtrade-ordningen. Økologi er ikke et krav, for det vil udelukke nogle af de svageste grupper, men på det danske marked er omkring 75 % af de mærkede produkter samtidigt økologiske.
International mærkningsordning
I dag er 22 forbrugerlande og 59 producentlande med i Fairtrade-ordningen. Omkring 1,5 millioner bønder og arbejdere nyder godt af Fairtrade. Fairtrade Labelling Organizations International (FLO) er fællesorganisationen for mærkningsordningen.
Kontrol
Kooperativer og plantager kontrolleres af FLO-CERT, der er et uafhængigt kontrolorgan. Hvert kooperativ og plantage aflægger årsrapporter og besøges minimum hvert tredje år af en kontrollant, der ofte over flere dage tjekker forhold vedrørende salg, produktion, arbejdsforhold og lignende. Hvis der er problemer, besøges kooperativet eller plantagen hyppigere. De vestlige importører, som køber råvarerne direkte hos producentgrupperne, aflægger kvartals- og årsrapporter. FLO-CERT blev ISO 65 akkrediteret i 2007 – ISO 65 er den førende internationale norm for, at et certificeringsorgan er kompetent. I praksis betyder det, at FLO-CERT’s kontrolsystem også er underlagt en uafhængig kontrol.
Produkter
Fairtrade-mærket findes på en lang række produkter: Bananer og anden frisk frugt, bomuldsvarer, honning, juice, kaffe, kakao og chokolade, nødder, ris, rørsukker, te, roser og vin samt produkter, hvor flere forskellige råvarer indgår. Flere produkttyper er på vej.
Læs mere om mærkningsordningen på: www.maxhavelaar.dk
Læs mere om kontrollen på: www.flo-cert.net