Kreditprojekter


Siden introduktionen af Verdenshandelskreditterne i 2005 har Merkur ydet kredit til en række bæredygtige initiativer. For at opnå kredit skal man enten være producent i et udviklingsland og have en eksportordre til et skandinavisk land. Eller man skal være importør af bæredygtigt producerede varer fra et udviklingsland. Her bruges Verdenshandelskreditten til at forudbetale leverancerne.
 
Coatlahl i Honduras

Kooperativet Coatlahl i Honduras omfatter 150 familier i regnskoven. Familierne lever under yderst fattige forhold med en middelindkomst på under 250 USD/år. Kooperativet har med rådgivning fra den danske NGO Nepenthes og udviklingsmidler fra Danida opnået en FSC-certificering, som sikrer en bæredygtig udnyttelse af regnskoven, samtidig med at skovarbejderne får en rimelig løn for deres arbejde.
 
Coatlahl har med eksporten af FSC-certificerede træriste og havemøbler til Norden og Verdenshandelskreditten i Merkur opbygget en kapacitet, som har betydet, at de kan få kredit i en lokal bank på samme vilkår som i Merkur. Verdenshandelskredittens mission kan dermed siges at være opfyldt til fulde. Nye og større eksportordrer til Coop gør dog, at Coatlahl atter har fået en Verdenshandelskredit i Merkur.