LOS pension

En unik pensionsordning, som tilbydes personer, der arbejder indenfor Landsforening af Opholdssteder og Specialskoler.

LOS pension
- er en unik pensionsordning, som tilbydes i et samarbejde mellem Merkur og PFA Pension, formidlet af LOS, Landsforening af Opholdssteder og Specialskoler.

LOS Pension gør det muligt at spare op til pension og få en høj grad af forsikringsdækning, samtidig med at pensionsmidlerne i vid udstrækning kommer til at arbejde til gavn for opholdssteder og andre sociale initiativer.

Hvem kan oprette LOS Pension?
Aftale om LOS Pension indgås af det enkelte opholdssted/institution på vegne af medarbejderne.

Opholdsstedet/institutionen administrerer indbetalingerne og varetager den praktiske kontakt med Merkur og PFA Pension.

Kapital- eller Ratepension?
LOS Pension kan oprettes enten som kapitalpension eller ratepension. Det enkelte opholdssted/institution beslutter i samråd med medarbejderne, hvilken type, der vælges.

Overstiger den årlige pensionsopsparing det maksimale indskud på kapitalpension (2010: 50.000 kr., pristalsreguleres), skal der under alle omstændigheder oprettes en ratepension til de overskydende indbetalinger.

Samarbejdet mellem Merkur og PFA
Merkur står for hovedparten af opsparingsdelen i pensionsordningen, mens PFA tager sig af forsikringsdelen, samt en mindre del af opsparingen. LOS Pension er baseret på en 12% indbetaling fra arbejdsgiver, der fordeles med 6% til Merkur og 6% til PFA.

Forsikringsdækning
LOS Pension indeholder følgende basisdækning:

- årlig invalidepension, 20%, 30% eller 40% af indkomsten

- engangsbeløb ved død, 100% eller 200% af indkomsten

- engangsbeløb ved kritisk sygdom, 340.000 kr eller 680.000 kr.
Derudover er der mulighed for forskellige overbygninger, som vi gerne orienterer om.

Skatteregler
Da LOS Pension er en såkaldt arbejdsgiverordning, påvirkes medarbejdernes selvangivelse ikke. Arbejdsmarkedsbidrag 8% fratrækkes, når indbetalingerne sker.

Der beregnes afkastbeskatning af renteafkast med 15%. Op til 20% af indeståendet i Merkur kan placeres i andele i andelskassen. Afkastet herfra beskattes ligeledes med 15%.

Udbetaling
Udbetalingen fra LOS Pension følger de almindelige regler for kapital- eller ratepension. Ved kapitalpension sker udbetalingen på een gang med et fradrag af 40% afgift til staten. Udbetalingen kan ske fra det fyldte 60. år eller en lavere pensionsalder godkendt af ligningsrådet. Udbetalingen skal senest være sket ved det fyldte 70. år.

Ved ratepension sker udbetaling løbende over en 10-15 årig periode og beskattes som almindelig indkomst til den tid.

Hvordan anvender Merkur pengene?
Merkur anvender størstedelen af udlånet til fremme af en bæredygtig samfundsudvikling indenfor miljøorienterede, sociale eller kulturelle områder. Den resterende del udlånes private kunder (bolig  m.m.).

Som et særligt sigte med LOS Pension finansieres opholdssteder og institutioner for handicappede, sent udviklede, misbrugere og socialt belastede børn og unge.

Vil I vide mere?
Kontakt Merkur og aftal et møde med en pensions- og forsikringsrådgiver. Mødet afholdes på jeres institution/opholdssted.