Hvordan hjælper støtten fra Merkur?

Det bidrag Merkur giver til solcelleprojekterne i Mali og Uganda på baggrund af de oprettede CO2-sparekonti har stor effekt på befolkningen i de afrikanske landsbyer.

Skoler
Lys til skolerne vil få de unge til at forblive i landsbyerne og arbejde for det lokale fællesskab. De vil tage fremtiden i deres egne hænder, hvor de er vokset op og ikke så let lade sig friste af en usikker skæbne i en stor by eller risikabel emigration tværs over Middelhavet.
 
Størstedelen af kvinderne i landsbyerne har aldrig gået i skole. De er analfabeter, for fra femårsalderen og resten af livet har de hver dag pligter i hjemmet eller i marken for at være med til at sikre familiens udkomme. 
 
Med lys i skolerne kan kvinderne gå til aftenundervisning. De går fire dage om ugen fra kl. 19 til 22. Erfaringerne viser, at efter ét års undervisning kan 50 kvinder i en landsby læse og skrive. De er motiverede og taknemmelige for at kunne gå i skole. Så lærer man hurtigt.
 
At kunne læse er afgørende vigtigt for kvinderne. De står for salg af familiens afgrøder; så kan de læse, hvad der står på pakningerne med medicin til børnene; kan kvinderne selv læse, skrive og regne, vil de gøre alt for at også deres børn kommer i skole. Uddannelse og oplysning er begyndelsen på en god udvikling til gavn for alle.

Sundhedscentre
Mange sundhedscentre i Afrika har ingen elektricitet som situationen ser ud i dag. Man bruger derimod fakler og petroleumslamper til at oplyse klinikkerne når det er mørkt, hvilket langt fra er tilstrækkeligt.

Sundhedscentrene bliver bl.a. brugt som fødselsklinikker og de nuværende forhold sætter både kvinder og børns liv i fare. Elektriciteten giver sundhedspersonalet meget bedre forhold at arbejde under, og de kan derfor redde mange liv. Flere kvinder vil tilmed vælge at føde på klinikkerne, hvis der er lys.

Mulighed for vaccinationer har også været et problem, da vacciner ofte skal opbevares køligt, hvilket ikke tidligere har været muligt. Solcellerne giver nu mulighed for at installere køleskabe i sundhedscentrene, hvor vacciner og anden medicin kan opbevares.   
 
Elektriciteten giver således befolkningen i landområderne adgang til bedre faciliteter og man kan dermed forbedre den generelle sundhed.