Merkurs formand takker af

Efter 24 år som formand for Merkur Andelskasse har arkitekt MAA Morten Gunge valgt at trække sig fra bestyrelsesarbejdet og give plads til nye kræfter. Det skete i forbindelse med weekendens generalforsamling i Aalborg. Morten har været med siden dengang, Merkur endnu var en ung andelskasse, der forsøgte at vise en ny vej for bankdrift.

Gennem årene har Morten været meget optaget af, hvordan vi balancerede den store tilgang af nye kunder med et stærkt fokus på at fastholde de idealer, som Merkur er grundlagt på. Han har i både de svære tider og i medgangstider været en solid kulturbærer både inden for og uden for andelskassens mure.

”Det har været en stor fornøjelse at se, hvordan opbakningen til vores andelskasse er blevet styrket gennem årene. I min tid som formand har banksektoren gennemgået store forandringer, men alligevel har vi formået at holde fast i vores værdier, og det har været spændende at være med til at sikre,” siger Morten Gunge.

Morten fyldte 70 år tidligere på måneden, men allerede for tre år siden besluttede han, at hans seneste valgperiode skulle blive den sidste. Morten har ikke lagt skjul på, at det ikke var en nem beslutning at træffe, men efter et 24 år langt parløb med direktør Lars Pehrson, mente formanden, at det var tid til at lade nye kræfter komme til.

”Det har været et usædvanligt langt parløb, og et jeg har sat stor pris på, men det ville ikke være sundt for Merkur, hvis Lars og jeg blev ved, indtil vi mere eller mindre tilfældigt begge stoppede uden passende afstand i tid. Nu skal jeg bruge den næste tid på at mærke efter, hvad jeg har lyst til at kaste mig over. Der er mange ting, man må nedtone eller vælge fra, når man har valgt at være en aktiv bestyrelsesformand, som jeg har gjort det,” siger Morten Gunge.

Skifte sikrer kontinuiteten

Sidste år igangsatte vi i Merkur en større organisationsændring – du kan læse mere her. Derfor overtager vores hidtidige næstformand, Henrik Tølløse, i første omgang formandsposten for at sikre kontinuitet og følge ændringerne i Merkur til dørs.

I løbet af efteråret vender Henrik Tølløse efter planen tilbage til næstformandsposten og overlader formandsposten til det nyvalgte bestyrelsesmedlem Thomas Bagge Olesen, der er tidligere adm. direktør i FDB, det nuværende COOP. Thomas Bagge Olesen blev i 2017 valgt ind i Merkurs repræsentantskab. Han er desuden medlem af bestyrelsen i bl.a. Hanegal og Den Sociale Kapitalfond, og han glæder sig til at blive en endnu større del af Merkur.

”Mange af de virksomheder, som jeg arbejder med, har ligesom Merkur Andelskasse en ambition om at skabe en renere og bedre verden, og det er en stor del af min drivkraft, når jeg vælger at kaste mig over en ny opgave. Og når man som Merkur Andelskasse tilmed er kundeejet, har jeg svært ved at se et bedre match for mig,” siger Thomas Bagge Olesen, og fortsætter:

”Jeg kan bidrage med min ledelsesmæssige og organisatoriske erfaring, og så glæder jeg mig til at være med til at udvikle Merkur Andelskasse sammen med den øvrige ledelse, de mange engagerede medarbejdere og ikke mindst andelshavere og øvrige kunder.”

Nye kræfter kommer til

Udover Thomas Bagge Olesen kommer også Anke Stubsgaard, som er konsulent med erfaring fra fødevare- og medicinalbranchen, og Bernhard Schmitz, som er leder af skole- og behandlingshjemmet Marjatta med knap 500 ansatte, ind i bestyrelsen. Begge kommer med en masse erfaring og viden, som vil blive en stor styrke for bestyrelsens arbejde i fremtiden, og de glæder sig til at komme i gang.

Samtidig må vi sige farvel til Annette Hartvig-Larsen og Lene Diemer, som har valgt at træde ud af Merkurs bestyrelse, da de begge vil koncentrere sig mere om deres arbejde som henholdsvis direktør i Aarstiderne og selvstændig advokat. Både Lene og Annette skal have en stor tak for deres engagement i bestyrelsen, hvor de har været store kapaciteter for os.

Der vil være afskedsreception for Morten Gunge den 1. maj klokken 15.30 i Merkurs afdeling på Vesterbrogade 40, København V. Alle kunder, partnere og øvrige interesserede er velkomne.

Morten Gunge har siddet 25 år i Merkurs bestyrelse, deraf 24 år som formand. Der holdes afskedsreception for Morten den 1. maj kl. 15.30 i Merkurs afdeling i København

Morten Gunge har siddet 25 år i Merkurs bestyrelse, deraf 24 år som formand. Der holdes afskedsreception for Morten den 1. maj kl. 15.30 i Merkurs afdeling i København