06-12-2023

Ændring af beløbsgrænser i netbank

For at styrke sikkerheden mod svindel ændrer Merkur beløbsgrænserne for, hvor mange penge du kan overføre om dagen i netbank og mobilbank til 50.000 kr.. Ændringen træder i kraft med virkning fra mandag d. 11. december 2023.

For at styrke sikkerheden mod svindel ændrer Merkur beløbsgrænserne for, hvor mange penge du kan overføre om dagen i netbank og mobilbank.

Med virkning fra mandag den 11. december 2023 vil beløbsgrænsen være 50.000 kr.

Beløbsgrænsen gælder for alle private kunder over 18 år og gælder, når:
- Du skal overføre penge til andre konti end dine egne.
- Du skal overføre penge til en udenlandsk konto.
- Du skal betale et indbetalingskort.

Har du behov for at overføre større beløb, kan du kontakte din rådgiver eller din afdeling i Merkur, så hjælper vi dig med en løsning.

Du kan fortsat betale regninger tilmeldt Betalingsservice, også selvom regningen overstiger 50.000 kr. Du kan også overføre mere end 50.000 kr. pr. dag til dine egne konti i Merkur. For kunder under 18 år fastholdes den daglige beløbsgrænse på 8.000 kr.

Derfor ændrer vi beløbsgrænsen:

I vores digitale verden er onlinesvindel og sikkerhedstrusler desværre både almindeligt og omfattende. IT-kriminelle benytter sig af mange forskellige metoder for at få fat i dine penge, som f.eks. phishing-svindel, hvor du kan blive narret til at udlevere personlige oplysninger, adgangskoder, MitID, mv. via vildledende sms og e-mail. Oplysningerne kan bl.a. bruges til identitetstyveri, uautoriserede køb på dine betalingskort eller til at hæve penge på din konto.

Selvom Merkurs nuværende netbankløsning har robuste sikkerhedsforanstaltninger, så ser vi beklageligvis også, at vores kunder bliver udsat for svindel.

For at styrke din onlinesikkerhed anbefaler vi desuden, at du:

- Opretter stærke, unikke adgangskoder til din netbank
- Undlader at dele følsomme oplysninger med personer, du ikke kender, der kontakter dig via f.eks. telefon, sms eller mail.
- Downloader og bruger appen MIT DIGITALE SELVFORSVAR. Appen giver dig information om de nyeste digitale trusler og hjælper dig med at være sikker online. Appen er gratis og er udviklet af Forbrugerrådet TÆNK, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

Hvis du har spørgsmål til dette, er du meget velkommen til at kontakte din rådgiver eller ringe til os på tlf. 70272706 alle hverdage mellem kl. 10 og 16.