Kreditchef, Aalborg

Vil du stå i spidsen for kreditfunktionen i et mindre pengeinstitut med ambitioner, der rækker længere end bundlinjen?

I forbindelse med en større organisationsændring har vores nuværende kreditchef fået nye opgaver som medlem af andelskassens direktion. Derfor søger vi en kreditchef, der kan lede og videreudvikle vores kreditfunktion med fokus på at sikre høj kreditkvalitet.
Kreditafdelingen er placeret i Aalborg sammen med andre af vores væsentlige stabsfunktioner. Vi bor centralt i byen i lyse lokaler, hvor hver enhed råder over et fælles kontor.

Det kan vi tilbyde

Merkur er en inspirerende arbejdsplads, hvor vi arbejder med et værdigrundlag, der er unikt for den danske banksektor. Omtanke for mennesker og natur er omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os, hvilket blandt andet betyder, at vores kreditgivning på erhvervsområdet er målrettet kunder, der arbejder for at fremme miljø, sociale forhold eller kultur.

I Merkurs kreditafdeling får du ledelsesmæssigt ansvar for tre kollegaer med en bred og alsidig erfaring inden for kreditgivning. Kreditafdelingens mål er at yde en grundig og effektiv kreditbehandling med udgangspunkt i interesse for vores kunders virkelighed. Den vigtigste opgave er en konstruktiv dialog med kollegaerne i Merkurs filialer, som skal opleve, at kreditafdelingen er løsningsorienteret og bidrager til at træffe de rette kreditmæssige beslutninger.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:

  • Ledelse af afdelingen og ansvar for, at Merkurs kreditpolitik efterleves og implementeres i hele organisationen.
  • Udvikling af styringsværktøjer, der sikrer dialog og opfølgning i forhold til kunderne.
  • Ansvar for afdelingens kreditbehandling, den løbende kreditkontrol og sparring med kollegerne i Merkurs filialer. Derfor må en vis rejseaktivitet påregnes.
  • Ansvar for lånesager og rapporteringer til direktion og bestyrelse.
  • Ansvar for undervisning i kredithåndtering internt i organisationen.

Den vi søger

Du er den person, vi søger, hvis du har erfaring med ledelse, og du ser det som en udfordring at være den drivende kraft i udviklingen af Merkurs kreditfunktion. Du kan se dig selv som leder af et lille team, hvor du selv tager del i løsningen af afdelingens daglige opgaver.

Dit faglige fundament er i orden, og du har erfaring med kredithåndværket både i forhold til erhvervs- og privatkunder. Du er god til at skabe løsninger til gavn for hele organisationen, du kan samarbejde på tværs af afdelinger og kan kommunikere klart og tydeligt. Vi forventer også, at du kan lide at tilegne dig ny viden, og at du er naturligt nysgerrig på de områder, Merkurs kunder arbejder indenfor.

Der er ikke to dage, der ligner hinanden i en lille organisation som Merkur, så du skal trives med forandringer og med en hverdag, der ikke altid kan planlægges.

Søg stillingen

Kan du se dig selv som kreditchef i Merkur, så send din ansøgning til ansogning@merkur.dk

Ansøgningsfrist: 28. januar 2018
Tiltrædelse: 1. april 2018

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jan Klarbæk på telefon 62 65 67 88. Vi glæder os til at høre fra dig.

Læs mere om Merkur her på hjemmesiden eller lær os bedre at kende på vores Facebookside 

Penge gør ikke noget af sig selv. De er et redskab. Og det er dig, der bestemmer, hvordan pengene skal arbejde, mens de står på kontoen.

Læs om alle vores udlån på
minepengegørgavn.dk