Betal for din energirenovering over elregningen

Merkur Andelskasse har indgået et samarbejde med Energi Fyn, der gør det lettere for privatkunder at finansiere energiforbedringer som for eksempel installation af varmepumpe eller jordvarmeanlæg.

Samarbejdet mellem Energi Fyn og Merkur betyder, at privatkunder hos Energi Fyn kan optage lån hos Merkur til at finansiere udgifter i forbindelse med energiforbedringer som for eksempel køb af varmepumper. Lånet finansieres af Merkur og ydelsen betales via elregningen hos Energi Fyn.

Stort potentiale

Omkring 180.000 danske boliger har energimærke E eller der under, så mulighederne for at energiforbedre de danske boliger er store, men for mange boligejere er det vanskeligt at finde finansiering, når der skal laves energiforbedringer.

- Den største forhindring, når danskerne skal lave energiforbedringer, er ofte at finde penge til det. Vi har sammen med Energi Fyn valgt at gøre det let at finansiere en energirenovering uden man nødvendigvis har friværdi i sit hus, fortæller afdelingsdirektør Jesper Kromann fra Merkur Andelskasse.

Stort energiforbrug i bygninger

Ifølge tal fra Dansk Byggeri går næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug til opvarmning og brug af apparater i bygninger.

- Det er nødvendigt at ændre på vores energiforbrug i bygninger, hvis vi skal realisere målsætningen om at blive fri for fossile brændstoffer i 2050. For både Energi Fyn og Merkur Andelskasse er det vigtigt at bidrage til den grønne omstilling gennem bæredygtige investeringer. Derfor har vi indgået samarbejdsaftalen, som forhåbentlig vil bidrage til, at flere boligejere vil energirenovere deres bolig, siger Henning Rask, energisparechef hos Energi Fyn.

Ønsker du at vide mere, er du velkommen til at sende en mail til energi@merkur.dk

Du kan læse mere om Energi Fyn på www.energifyn.dk