Falske afpresnings-mails i omløb

IT-kriminelle truer i falske afpresningsmails med at offentliggøre intime videooptagelser af folk.

Flere kunder modtager i øjeblikket falske e-mails, hvori der står, at afsenderen er i besiddelse af intime videooptagelser af dem. Hvis der ikke bliver betalt et større beløb, vil optagelserne blive offentliggjort, lyder det i e-mailen. E-mailen virker troværdig, da den også nævner et password, som kunder kan genkende som deres.

Hvis du har modtaget en falsk e-mail, anbefaler Merkur, at du lader være med at besvare den og sletter den med det samme, da det er rent snyd.

IT-kriminelle kan oftest stjæle gamle passwords på forskellige sider, der er blevet hacket. Hvis du stadig anvender det password, der bliver nævnt i den falske e-mail, til andre logins, bør du derfor skifte det.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte din rådgiver eller afdeling i Merkur.