Internationale impact-investorer skyder millioner i Merkur

Merkur Andelskasse har netop kunne byde velkommen til to nye internationale investorer, som til sammen har investeret 20,6 mio. kr. i Merkur.

Social impact investering

Helenos Fund, som har til huse i Belgien, har besluttet at investere for 1 mio. EUR andelskapital i Merkur Andelskasse, svarende til ca. 7,5 mio. danske kroner.

Helenos Fund er en private equity fund, der forvaltes af belgiske Inpulse, som har en særlig knowhow inden for impact investeringer med særligt fokus på socialt ansvarlige finansielle institutioner i EU, Mellemøsten og Nordafrika. Helenos er bl.a. fundet af EU-programmet for Beskæftigelse og Social Innovation (EaSI).

”I tråd med Helenos mission om at støtte en bredt inkluderende og socialt ansvarlig finansiel sektor i hele Europa har vi valgt at investere i Merkur, fordi de kombinerer høj social impact med gode økonomiske resultater. Vi sætter stor pris på, hvordan de ud fra en værdibaseret tilgang skaber bæredygtige relationer med deres kunder. Med denne investering styrker Helenos den økonomiske støtte til en ligesindet spiller, der bl.a. arbejder for at styrke socialøkonomiske virksomheder i Danmark”, siger Helenos Fund Manager, Nicolas Blondeau.  

Internationalt samarbejde

Den anden investor er den schweiziske bank Alternative Bank Switzerland, som har valgt at placere 13,1 mio. kr. i den grønne andelskasse. Dette gør den schweiziske bank til Merkurs anden største investor.

Alternative Bank Switzerland er ligesom Merkur en værdibaseret bank, som gennem udlån og investeringer fremmer projekter inden for klimavenlige boligformer, vedvarende energi, økologisk landbrug og sociale organisationer. Bankens motivation for at investere i det danske pengeinstitut er bl.a. at øge deres egen samfundspåvirkning ud over de schweiziske grænser.

”Investeringen i Merkur Andelskasse er et første skridt i vores nye internationale samarbejdsstrategi. Vi valgte Merkur på grund af andelskassens langvarige track record, dens overbevisende strategi og det potentiale vi ser for værdibaseret bankvirksomhed på det danske marked. Med denne investering kan vi øge vores egen impact på samfundet, samtidig med at vi udvider samarbejdet med en ligesindet partner”, siger Martin Rohner, der er adm. direktør i Alternative Bank Switzerland. 

Styrker Merkurs udvikling

I Merkur er man i sagens natur glad for de to investeringer:

”Det er en stor glæde at få to professionelle investorer med stort branchekendskab ombord som supplement til den andelskapital, vi løbende får fra bestående og nye kunder. Det er vi oprigtigt stolte over. Det styrker udviklingen af andelskassen og øger vores mulighed for at få pengene ud at arbejde som fornuftige udlån, der skubber samfundsudviklingen i den bæredygtige retning”, siger adm. direktør i Merkur Andelskasse, Lars Pehrson.

Fakta

Helenos’ hovedformål er at forbedre adgangen til skræddersyede finansielle tjenesteydelser for iværksættere, at skabe jobs og forbedre menneskers levevilkår. Helenos har en startkapacitet på 10,5 mio. EUR og vil udvide til 25 mio. EUR ved udgangen af ​​2019. Helenos finansieres af: EU Kommissionen (EaSI Capacity Building Investment), Den Europæiske Investeringsfond, Crédit Coopératif, Mirova, BNP Paribas, Prometheus, BRED, France Active og Soficatra. Læs mere på www.inpulse.coop  

Alternative Bank Switzerland er den største værdibaserede bank i Schweiz. Banken har en balance på knap 12 mia. kr. De har 35.000 kunder og 6.764 aktionærer. Læs mere på www.abs.ch/en/