Godt resultat i første halvår af 2016

Merkur Andelskasse har i dag offentliggjort sit halvårsregnskab. Der er kommet mere end 1.000 nye kunder siden årsskiftet, udlånet er steget og Merkurs kapitalgrundlag er blevet styrket betydeligt.

Det går godt i Merkur. Udlånet er øget med 7,7% siden årets begyndelse. Det er blandt årsagerne til halvårets resultat på 11,5 mio, som er væsentligt bedre end sidste års halvårsresultat på 3,0 mio. kr.

Nedskrivningerne på udlån er faldet med 40%, og viser dermed en fortsat nedadgående tendens.

Merkurs Administrerende direktør Lars Pehrson udtaler i forbindelse med offentliggørelsen:

-  Vi er inde i en meget positiv udvikling. Efter en lang indsats er vores udlån begyndt at vokse, samtidigt med at interessen for Merkur bliver større og større.

Merkur forventer en vækst i udlånet over hele året på mindst 10-12% og matcher eller overgår derfor forventningerne fra seneste årsrapport.

Derudover er halvårets mest markante begivenhed Villum Fondens investering på 20 mio. kr. i Merkurs andelskapital. Samtidig har andelstegningen blandt vores kunder udviklet sig meget positivt. Det betyder et betydeligt kapitalmæssigt rygstød som muliggør yderligere udlån.

- Både Villum Fondens og vores kunders interesse tager vi som en stor tillidserklæring, slutter Lars Pehrson.