Verden omkring os – tilbageblik på 2018

I Merkur engagerer vi os i det samfund, vi er en del af. Traditionen tro ser vi tilbage på det år, der er gået, hæver os lidt op over vores egen lille andedam og skriver om vores syn på nogle af årets helt store begivenheder og tendenser. Rigtig godt nytår!

2018 kom på mange måder til at stå i klimaets tegn, ikke mindst på grund af den lange, varme sommer i Nordeuropa. Solskinsdagene ville ingen ende tage og den ene tørke- eller varmerekord efter den anden blev slået. Herhjemme gik vejret især hårdt udover landmændene, der fik et markant lavere udbytte end normalt, mens andre lande oplevede voldsomme skovbrande. De ekstreme vejrforhold synliggør, hvad der i årtier har været stort set usynligt for de fleste: klimaet forandrer sig – ikke mange år ude i fremtiden, men nu og her. Det er der heldigvis mange, der har indset, men ikke desto mindre har verdenssamfundet travlt, for der er kort tid til at nå at ændre udviklingen.

Klimaadvarsel fra FN

Det blev især tydeligt, da FN’s klimapanel IPCC kom med deres nye rapport i oktober. Rapporten samler op på, hvad verdens lande har gjort for at reducere udledningerne af drivhusgasser siden Parisaftalen i 2015.  Den konkluderer, at det vil kræve ”hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde”, hvis vi skal nå målet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. De globale udledninger skal være i nul omkring år 2050, hvis det skal lykkes. Og allerede inden for de næste godt ti år skal udledningerne reduceres med 45% i forhold til 2010-niveauet, som vi allerede er et stykke over i dag. Rapporten viser også, at selv små forskelle i temperaturstigningen vil få betydelige konsekvenser, og derfor er der stor forskel på, om temperaturen stiger med 1,5 eller 2 grader. Den positive udlægning er, at det faktisk kan lade sig gøre at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, men det vil kræve et hidtil uset ambitionsniveau fra alle verdens lande. 

Danmarks nye klimaudspil

Kort efter FN’s klimarapport kom den danske regering med et nyt klima- og luftudspil, hvori det understreges, at Danmark skal være et grønt foregangsland. Der er sket et skift i retorikken blandt regeringspartierne, der gerne vil melde sig ind i klimakampen, ligesom Venstre i foråret relancerede sig selv som et grønt parti. Det burde være en selvfølge, at klimadagsordenen er et fælles anliggende for alle partier, men sådan har det langt fra været – man må håbe, at det ikke blot er et udtryk for, at valget nærmer sig.

Det er positivt, at der er bred politisk enighed om at arbejde frem mod en netto-nuludledning af CO2 i 2050. Og det nye klimaudspil rummer da også positive takter f.eks. med en række tiltag til at skabe en grøn transportsektor. Men desværre er det langt fra så ambitiøst, som regeringen gerne vil have det til at fremstå. Udspillet, der omhandler den ikke-kvotebelagte sektor (populært kaldet ’biler, bønder, boliger’), er især blevet kritiseret for at holde hånden over landbruget - en sektor der ellers står for ca. 20% af Danmarks samlede CO2-udslip. Og så bygger udspillet også på annullering af CO2-kvoter, der ikke har nogen direkte effekt på den grønne omstilling, og på usikre beregninger af kulstofoptag i vores skove og jorde (de såkaldte LULUCF-kreditter).

Man mærker, at vi nu er nået til det svære punkt, hvor borgernes daglige liv bliver berørt i relation til bolig, transport og fødevarer. Det er ikke længere nok at beslutte endnu en havmøllepark – mange vil opleve forandringerne økonomisk og i deres dagligdag. Det er derfor helt afgørende, at politikerne ikke kun træffer de nemme valg, for ellers kommer vi til at skulle bestige en meget stejl kurve for at nå målet om netto-nuludledning i 2050.  

Kompromisernes aftale på COP24

I december mødtes beslutningstagere fra hele verden for at lægge en plan for, hvordan landene i praksis skal leve op til målene fra Parisaftalen. På trods af at enkelte – desværre også større - lande stadig er på tværs, og at det derfor blev nødvendigt at indgå visse kompromiser, lykkedes det at lave en aftale, der blandt andet handler om, hvordan landene vil måle og rapportere på deres begrænsning af CO2-udslip. Det er afgørende for, at de kan holdes ansvarlige for deres forpligtelser. I 2020 skal landene kunne vise, at de har nået målet om at nedbringe deres CO2-udslip, og derefter skal de bekræfte nye, og mere ambitiøse mål. Det er positivt, at landene trods forskelligheder kan finde et vist element af fælles fodslag. I lyset af rapporten fra IPCC kan man dog bekymre sig om, hvorvidt hastigheden rækker.

Samtidig er det forstemmende, at der fortsat ikke kan opnås konsensus om at anerkende den virkelighed, som IPCC-rapporten er udtryk for, og hvor nogle lande i stedet holder stædigt fast i snævre og kortsigtede økonomiske interesser. Det kom til udtryk i den afsluttende debat, hvor en række særligt olieproducerende lande ikke i slutdokumentet ville hilse IPCC-rapporten velkommen, men blot notere sig, at den var skrevet. Det lyder som en detalje, men udtrykker i virkeligheden det grundlæggende skisma mellem holistisk langsigtet tænkning og særinteresser.

Klimavenlig livsstil i fokus

Når klimadebatten raser, og vi kræver handling fra vores politikere, er det også naturligt, at vi samtidig spørger os selv, hvad vi som borgere kan gøre i dagligdagen for at leve mere klimavenligt. Det er lovgivning og økonomiske incitamenter, der skal trække det store læs, men det individuelle engagement er også vigtigt, måske især i forhold til at øge bevidstheden om, at man kan leve fint og bekvemt med et lavere CO2-aftryk.

Der er ikke mindst kommet fokus på vores madvaner, for her ligger et stort potentiale. Der er ingen tvivl om, at der er brug for at gå i retning af en mere plantebaseret kost, og den udvikling er allerede i fuld gang. Især den yngre del af befolkningen efterspørger en lettere kost med mindre (og bedre) kød og mere grønt. Antallet af vegetarer og veganere stiger kraftigt. Dansk landbrug er i høj grad baseret på produktion af kød og mælk og befinder sig derfor i en sårbar situation. Det kan få alvorlig økonomisk betydning for sektoren, udover de økonomiske udfordringer som høj gæld og lave afregningspriser i forvejen belaster landbruget med. Vi mangler derfor ikke blot politisk vilje til at udfordre landbrugets overordnet set uholdbare forretningsmodel, men også at se landbrugsorganisationerne selv melde sig ind i kampen med seriøse bud på erhvervets uomgængelige omstilling.

Det økologiske landbrug er mere populært blandt forbrugerne end nogensinde. Men samtidig er klimabelastningen i henholdsvis det økologiske og konventionelle landbrug til diskussion. Økologisk landbrug har en mindre udledning af klimagasser målt pr. hektar landbrugsjord end konventionelt, men samtidig har det ofte et lavere udbytte. Det får nogle til at konkludere, at økologi er mere belastende for klimaet. Det er imidlertid et alt for snævert perspektiv og for drastisk en konklusion. Økologien er i sig selv helhedsorienteret og rummer en række fordele såsom større biodiversitet, ingen pesticider, alsidighed, sunde planter og dyr osv. Det betyder ikke, at CO2-udledning er irrelevant, for der er ingen tvivl om, at både det økologiske og konventionelle landbrug fremover skal arbejde på at nedbringe CO2-udslip. Samtidig med det, er der dog også behov for at passe på kloden på andre måder, f.eks. ved at undgå gift i grundvandet, bevare insekter og øvrig biodiversitet mm., og her har økologien klare fordele. Også måden hvorpå vi anvender vores dyrkede og ikke dyrkede arealer har stor betydning for, hvor meget kulstof vi kan binde i jorden via humus og plantevækst – eller modsat hvor meget kulstof vi frigør ved f.eks. at rydde skov for at skaffe mere foder til kødproduktion.

Dertil kommer, at de økologiske principper skal hænge tæt sammen med forandringer i vores kostvaner, en bevægelse i retning mod at spise mere lokalt, mindre animalsk, mindre forarbejdede fødevarer og undgå madspild, som alt i alt kan sikre, at vi mindsker klimabelastningen på fødevareområdet.

Folkets vilje

I Frankrig tog klimakampen en uventet drejning. Emmanuel Macrons forhøjelse af afgifterne på brændstof satte gang i en bølge af protester, som udviklede sig så voldsomt, at præsidenten måtte trække afgifterne tilbage igen. Et klimatiltag, der blev umuligt at gennemføre på grund af manglende folkelig opbakning. Ikke nødvendigvis fordi de protesterende er imod grøn omstilling, men på grund af en dybereliggende vrede over sociale forhold og splittelse mellem ”folket” og ”eliten”, hvor mange føler sig marginaliseret og udenfor samtalen om fremtiden. Situationen peger på, at klimakampen må gå hånd i hånd med kampen for at mindske social, kulturel og økonomisk ulighed, for hvis afstandene bliver for store, risikerer vi at miste den brede opbakning.

Elitediskussionen har generelt mindst tre dimensioner. Der er stigende økonomisk ulighed, hvor de allerrigeste ejer en helt uforholdsmæssig del af værdierne, og der er en attitudemæssig opdeling i ”dem og os”, hvor de veluddannede og de mindre uddannede bliver dårligere til at forstå hinanden. Den ulighed eller afstand, der skabes på disse to områder, er farlig for samfundet og kræver handling. Men der findes også en nødvendig ”vidensmæssig” elite, når det kommer til store globale udfordringer som klimaet. Vi er nødt til at acceptere, at vi har brug for eksperternes viden. Det er politisk uansvarligt at lade klimapolitikken blive en popularitetskonkurrence, hvor meninger skal rangere på linje med faglig indsigt. I stedet for at bejle til grupper, der frygter fremtiden, ved at love at bevare nutiden, eller sågar at vende tilbage til fortiden, er det et politisk ansvar at forklare og sikre, at f.eks. polske kulminearbejdere eller danske og franske landsbysamfund får del i de mange nye og langt mere attraktive jobs, der ligger i den grønne omstilling.

Det er samtidig nødvendigt, at klimakampen også i stigende grad bliver en folkelig sag. For der er heldigvis også borgere, der protesterer og demonstrerer, fordi de ønsker en mere progressiv klimapolitik. Børn og unge over hele verden er gået i strejke for klimaet, og for første gang ser det nu ud til, at klima bliver et af de vigtigste områder for danske vælgerne ved det kommende folketingsvalg. Klimakampen må og skal være for alle, vel vidende at omstillingen ikke er mulig uden at nogle vil opleve, at deres vaner udfordres eller deres liv tilsyneladende besværliggøres. Sådan har det været ved alle omstillinger gennem historien. Det unikke ved den grønne omstilling er netop, at der ligger åbenlyse fordele i form af f.eks. renere luft, bedre sundhed, billigere energi og mere rationel transport, som kommer alle til gode i en lokal såvel som global kontekst. Men vejen derhen vil være præget af opgør med særinteresser og af besværet og omkostningerne ved at tillægge sig nye vaner.

Ballade i finanssektoren

2018 blev også året, hvor finanssektoren igen kom under kraftig beskydning. Først rullede en af historiens største hvidvasksager i Danske Bank, hvor topledelsen til sidst måtte gå af. Dernæst kom afsløringerne af den omfattende svindel med udbytteskat, som viste sig at have drænet statskasser over hele Europa for uhørte milliardbeløb. De kriminelle spekulanter, der stod bag komplottet om udbytteskat, var mere eller mindre direkte blevet bistået af en række af verdens største banker. Ikke overraskende har den slags nyheder vakt stor forargelse i offentligheden, og tilliden til bankerne kan nu ligge på et meget lille sted. Samtidig er der en tydelig resignation at spore, for bliver bankerne nogensinde anderledes? Men det er vigtigt, at det momentum, der er for en mere samfundsorienteret finanssektor ikke fortabes i resignation og mangel på nye ideer.

Hidtil har politikernes svar på diskussionerne om banksektoren især været at skrue op for kapitalkravene, og nu skruer man så op for bødestørrelserne. En overordnet fortælling er, at skatteborgernes penge ikke skal finansiere bankernes kriser. Men borgerne er jo også kunder i bankerne, og det kan ikke undgås, at de høje kapitalkrav gør bankdriften dyrere, så regningen ender det samme sted. Derfor kan de høje kapitalkrav – og nu bødestørrelser - virke som symptombehandling. I stedet burde man fra politisk hold arbejde mere på at forebygge kriser og spekulation f.eks. ved at dæmpe uforholdsmæssige bolig- og ejendomsprisstigninger. Inflationen i ejendomspriser må ikke afvige væsentligt fra den inflation, vi kender fra varepriserne. Gør den det, lægges kimen til nye bobler og nye kriser. Problemet er, at sådanne indgreb – der f.eks. kan indebære højere ejendomsskatter – kan genere store vælgergrupper på kort sigt, og derfor viger mange politikere tilbage fra at udvise lederskab.

En effekt af de høje kapitalkrav er desuden, at de aktionærejede banker skal tjene flere penge for at indfri aktionærernes krav til afkast. Bankaktierne er jo i konkurrence med aktier fra alle andre virksomheder, men en bank er ikke en virksomhed som enhver anden. Bankerne er sat i verden for at løse en central samfundsopgave – nemlig omfordelingen af opsparing til produktive investeringer. De kan tjene penge på deres virksomhed, men de er ikke sat i verden for at tjene penge. Når bankerne skal levere afkast på linje med andre virksomheder, ligger der hele tiden et underliggende pres for at tage lidt større risiko og bevæge sig ud i gråzonerne i jagten på de store indtægter. Når det kammer over, er det ikke nødvendigvis en bevidst beslutning, det kan lige så vel være en konsekvens af de incitamenter, der ligger i måden bankerne typisk er organiseret på.

Derfor må vi overveje om vi – bevidst eller ubevidst – har designet bankerne på en sådan måde, at vi i stort omfang får noget andet, end det vi egentlig gerne vil have. I stedet bør vi udforske mulighederne i en højere grad af aktivt kundeejerskab, der potentielt kan knytte bankerne stærkere til samfundet. Danmark var i mange år foregangsland med vores store og velfungerende andelsbevægelse og en finansiel sektor med kreditforeninger samt mange andels- og sparekasser. Vi har derfor gode forudsætninger for at udvikle den kundeejede bankforretning i en moderne form.     

Briternes kaotiske exit

Kaotiske tilstande og mistillid har ikke kun være forbeholdt den finansielle sektor, for også i britisk politik har der været slagsmål. Efter et langt forhandlingsforløb om en skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien kunne Theresa May ved årets afslutning stadig ikke sikre opbakning til aftalen fra det britiske underhus. Den store knast i aftalen er grænsen mellem Irland og Nordirland, hvor briterne er bange for at blive bundet til EU’s toldregler uden mulighed for at indgå egne handelsaftaler. De har meldt sig ud af fællesskabet, fordi de mener, at de kan klare sig bedre selv. Men samtidig vil de nyde godt af fordele såsom en åben grænse til Irland. To hensyn der indtil videre virker umulige at forene.

70 år med menneskerettighederne

I december måned fyldte FN’s menneskerettighedserklæring 70 år. En unik aftale, som næppe kunne være vedtaget på ret mange andre tidspunkter i historien end lige netop i kølvandet på Anden Verdenskrig. Ved markeringen af 70-året blev det dog bemærket, at menneskerettighederne er under pres mange steder i verden, og at de danske politikere heller ikke er blege for at kritisere og udfordre konventionerne. Senest med den nye finanslov, hvor regeringen direkte meldte ud, at de ville gå til kanten af konventionerne. Det kan være helt legitimt at diskutere, hvordan systemet fungerer, men det er usmageligt, når konventionerne gøres til syndebukke i kampen om, hvem der kan føre den strammeste udlændingepolitik. Det er en glidebane, når politikerne bruger argumenter som, at konventionerne forhindrer os i at føre den politik, vi selv vil. Pointen med universelle menneskerettigheder er jo netop at sætte nogle grænser for, hvordan eksempelvis en regering kan behandle sin befolkning. Man skal passe på med kun at italesætte menneskerettighederne som en begrænsning, for i virkeligheden er de jo det modsatte. Men det risikerer vi at glemme, hvis vi kun hører, at de er en spændetrøje.

De problemer, som menneskerettighederne hævdes at skabe for dansk politik er typisk helt perifere, som f.eks. ønsket om at kunne udvise et meget lille antal borgere, som oftest i praksis alligevel ikke kan udvises, da de påtænkte modtagerlande ikke vil medvirke. Samtidig er der mange magthavere ude i verden, der gerne vil finde undskyldninger for ikke at overholde menneskerettighederne, og det bør et land som Danmark klart modarbejde fremfor at inspirere disse kræfter.

Vender vinden i USA?

Interessen for amerikansk politik er stor i en Trump-tid, så midtvejsvalget i USA i november blev af mange fulgt tæt. Aktive borgere arbejdede hårdt for at engagere vælgerne og samle dem om en mere fremadskuende dagsorden med mindre ulighed, moderne våbenlove og grøn omstilling. Demokraterne fik bl.a. flertal i Repræsentanternes Hus, hvilket vil udgøre en modvægt til præsidentens magt og politik. Et andet interessant aspekt var valgdeltagelsen, som var markant højere end normalt ved et midtvejsvalg. Det plejer at være en fordel for Demokraterne, og derfor bliver det også spændende at se, i hvor høj grad det vil lykkes dem at mobilisere nye og gamle vælgere ved valget om to år, ikke mindst de unge vælgere. Nok så interessant var en række folkeafstemninger i nogle af staterne, der gjorde op med dele af de desværre udbredte udemokratiske tendenser til at forsøge at holde vælgere borte fra valgstederne, forhindre eller besværliggøre vælgerregistreringen eller manipulere med valgdistrikterne. Eksempelvis blev der i Florida flertal for at give tidligere indsatte deres stemmeret tilbage – indtil da var en fængselsdom i Florida ensbetydende med livslang fortabelse af stemmeretten. Det kan betyde over en million nye vælgere i en stat, hvor afgørelserne i mange år har været meget tætte.

De unge ser fremad

Den gamle vending om at ungdommen giver håb lyder måske lidt slidt, men efter et år som 2018 er den alligevel på sin plads. Som flere af ovenstående temaer viser, er det nemlig på mange måder den unge generation, der ser fremad og efterspørger en langsigtet og ansvarlig, international og holistisk tilgang til de store udfordringer. De unge er i højere grad end de ældre generationer f.eks. blevet mere bevidste og oplyste om klimaet, viser undersøgelser fra bl.a. tænketanken Concito. Og når det gælder den hastigt voksende tendens inden for bæredygtige investeringer, er den også i høj grad båret af millennium-generationen, som stiller højere krav til, hvordan deres penge arbejder i samfundet. I USA og Storbritannien har vi de sidste par år set, hvordan det i stort omfang var de unge, som ønskede en helt anden progressiv politisk udvikling end den, som den samlede befolkning stemte igennem. Og i foråret bredte bevægelsen ”March for our lives” sig, hvor unge i hobetal demonstrerede for en mere moderne og restriktiv våbenlovgivning i USA.

De unge tager ansvar, og det virker stærkt, når børn og unge på så forskellige områder formulerer sig klart og skarpt i opråb til ”de voksne”, som de oplever i høj grad har svigtet deres ansvar. De giver os håb for fremtiden. De vil noget andet, og de vil have, at resten af samfundet lytter. Det er de unge, der tegner vores fremtid, de fortjener at blive taget alvorligt.

Sommerens tørke blev et tydeligt tegn på, hvordan klimaet forandrer sig. Her ses forskellen på danske marker i juli 2017 og 2018. Foto: European Space Agency, www.flickr.com

Sommerens tørke blev et tydeligt tegn på, hvordan klimaet forandrer sig. Her ses forskellen på danske marker i juli 2017 og 2018. Foto: European Space Agency, www.flickr.com

Protester og demonstrationer var der mange af i 2018. De gule veste fyldte i Paris' gader, mens skolebørn over hele verden gik i strejke for klimaet og unge gymnasieelever protesterede mod våbenlovgivningen i USA. Foto: Kris AUS67, www.flickr.com

Protester og demonstrationer var der mange af i 2018. De gule veste fyldte i Paris' gader, mens skolebørn over hele verden gik i strejke for klimaet og unge gymnasieelever protesterede mod våbenlovgivningen i USA. Foto: Kris AUS67, www.flickr.com

Over to år er der gået, siden briterne stemte for at forlade EU. Men heller ikke i 2018 lykkedes det at nå til enighed om, hvordan det skal foregå. Foto: Aron Urb, www.flickr.com

Over to år er der gået, siden briterne stemte for at forlade EU. Men heller ikke i 2018 lykkedes det at nå til enighed om, hvordan det skal foregå. Foto: Aron Urb, www.flickr.com