Landbrug – et fælles ansvar

Det økologiske landbrug er i bevægelse, og nye initiativer og forsøg på at løse landbrugets strukturelle udfordringer pibler frem. Men hvilken vej er den rette?

Af Kirsten Arup, Merkur Andelskasse

”Økologisk landbrug skal redde biodiversiteten.”

”Nej, vi skal trække 400.000 hektar helt ud af dyrkning, så det kan blive til natur.”

”Vrøvl, landbruget er et vigtigt eksporterhverv – det skaber arbejdspladser og brødføder verden.”

”Men det konventionelle landbrug ødelægger klimaet.”

”Nej, det økologiske landbrug er mere problematisk for klimaet.”

”De små grise bliver ligget ihjel af søerne på marken – og det kalder økologerne dyrevelfærd?”

”Jamen, det er jo kødforbruget, der er problemet.”

Kritik og gensidige beskyldninger er der nok af i debatten om det danske landbrug. Af indlysende årsager er fødevarer noget, de fleste har en mening om. For mens vi i princippet godt kan undvære engangslightere, paraplyer og ugeblade, så kan vi ikke undvære mad. Landbruget er vi alle i daglig berøring med, når vi spiser. Derfor driver alle mennesker landbrug per stedfortræder, om vi tænker over det eller ej.

Verdens landmænd og -kvinder forvalter vores dyrkbare jord. Og det er dem og deres arbejdsvilkår, der afgør om vores jord bevares og kan genopbygge sin frugtbarhed. Derfor er vi og vores fremtid yderst afhængige af dem.

Merkur har valgt økologien

I Merkur har vi siden vores etablering i 1982 fastholdt en principbeslutning om ikke at finansiere konventionel fødevareproduktion. I sig selv har vores negative lånekriterium ikke den store forandrende værdi. Det har derimod det positive kriterium. Siden Merkurs spædeste begyndelse har vi målrettet finansieret økologisk og biodynamisk landbrug, landbrug under omlægning samt fødevarevirksomheder, der primært arbejder med økologi (i resten af artiklen vil betegnelsen ”økologisk” også omfatte biodynamisk).

De mange problemer, som den moderne udvikling af fødevaresystemerne har skabt, kan ikke løses med et rødt Ø-mærke. Det er simpelthen en illusion. Men vi må jo begynde et sted. Merkur har valgt økologien til og det konventionelle fra, fordi det valg i vores øjne peger i den rigtige retning. Men der er også dilemmaer med økologien. Og ligesom vores kunder ikke har for vane at hvile på laurbærrene, gør Merkur det heller ikke. Derfor følger vi efter bedste evne med i, hvor økologien flytter sig hen. Og gennem vores kunder finder vi nye løsninger, som svarer på nogle af landbrugets udfordringer.

For at forstå landbrugets udfordringer må definitionen af det først på plads. Når vi taler om landbrug og fødevarer, har vi tendens til at se traktorer, køer og supermarkeder for det indre blik. Der er brug for et spadestik dybere. For landbruget eksisterer ikke som et isoleret fænomen i vores verden.
Landbruget er en del af de vidt forgrenede, globale fødevaresystemer, som har indvirkning på og selv påvirkes af globale tendenser og kriser. Fødevaresystemerne omfatter det primære landbrug og alle, der leverer arbejdskraft, viden, råvarer, hjælpestoffer, vand, energi samt maskiner til det. De omfatter også al forarbejdning, al transport, alle salgsled og enhver form for tilberedning – og først nu kan vi sætte gaflen i de udfordringer og forandringer, som dansk landbrug danner ramme om.

Tidens tern i landbruget

I Danmark er en strukturudvikling i gang. Landbrug nedlægges og sammenlægges i skræmmende fart, og de tilbageværende landbrug vokser voldsomt samtidig med, at specialiseringen øges. Nogle af disse store, specialiserede landbrug er økologiske, og de leverer typisk råvarer til store fødevareselskaber. Men med tiden risikerer de økologiske stordrifter at rende ind i den samme slags problemer, som deres konventionelle kolleger, hvis de går med til et prismæssigt ræs mod bunden.

Der er dog også en anden stærk, modsatrettet tendens, der både omfatter store og små brug. Landbrug, der har været økologiske i mange år og nu gør sig nye overvejelser om kvaliteten af deres produkter og praksis. Nogle tager endnu en omlægning – denne gang til biodynamisk brug. Andre øger kravene til deres egen produktion med mere dyrevelfærd eller naturindhold på bedriften. De arbejder på at blive klimaneutrale eller sågar at lagre kulstof på marken. Nogle udfaser antibiotika eller lader kalv og ko have længere tid sammen.

Nye initiativer sætter fokus på afsætning. Hvor gårde laver deres egen forarbejdning med slagteri, mølleri, bryggeri, mejeri og alt derimellem. De indretter måske gårdbutikker, cafeer, besøgslandbrug eller slår sig sammen med forbrugere i fødevarefællesskaber. Vi ser nye typer af terapeutiske aktiviteter, mens andre udvikler tilbud til skoler og jobcentre. Landbrugsaktiviteter flytter sågar til byen, hvor folk samles i kogræsserlaug eller samarbejder om byhaver og bistader.

Måske vigtigst af alt er ejerformen – som før i tiden altid omtaltes i bestemt form ental: selvejet – nu blevet til ejerformer af alle slags. Tidligere gjorde en restriktiv lovgivning det vanskeligt, men det er på godt og ondt ændret. I dag er der næsten ingen grænser for hvem, og hvad der må eje landbrug i Danmark. Investorer, som mener at kunne spekulere i Danmarks stigende jordpriser, kan gøre det. Men de frie tøjler skaber også muligheder for initiativer båret af et stærkt ønske om at understøtte en bæredygtig udvikling i jordbruget.

Supermarkedet er ikke den eneste kampplads

Initiativerne vidner om en voksende forståelse af vores skæbnefællesskab. Vi kan som forbruger støtte initiativer ved at købe vores fødevarer hos de nytænkende landmænd, og det er en vigtig opbakning til deres arbejde. Men selvom det i sig selv er en glimrende handling, kan den gøre os blind for de strukturelle forhindringer, der er for de mere grundlæggende forandringer. Og når en del politikere ynder at holde skåltaler om den markedsdrevne udvikling af økologien, undgår de at forholde sig til de uløste politiske opgaver.

Det mest iøjnefaldende problem er, at markedsmekanismerne kun fungerer efter hensigten, hvis priserne afspejler de reelle omkostninger. Og det gør de ikke. Landbrugets omkostninger for vores natur, helbred og jordens langsigtede frugtbarhed er svære at gøre op, men i dag indgår de slet ikke i regnestykket.

Et høringsdokument fra EU kunne påvise, at omkostningerne for forurening med kvælstof fra landbruget havde et omfang, som forsigtigt blev opgjort til 22 procent af de samlede omkostninger til madindkøb. Det betyder altså, at madpriserne i hele EU ville stige med 22 procent, hvis prisen for at rette op på følgerne af kvælstofforurening skulle lægges oven i prisen for maden. Og det er kun for kvælstof. Derefter kan vi fortsætte med fosfor, klimapåvirkning, antibiotikaresistens, sygdomme overført fra dyr, pesticidpåvirkning og så videre.

Prisdannelsen er af indlysende årsager vigtig for indkøbsvanerne både i det private og offentlige. Når prisdannelsen savner sammenhæng med de faktiske omkostninger for samfundet og vores fælles natur, bliver resultatet, at skaderne betales af alle over skatten. I stedet for at den der forurener betaler, ender den økologiske forbruger med at betale ekstra for at sikre sig, at deres indkøb ikke bidrager til forureningen.

Desværre er de politiske vilkår for prisdannelsen ikke lette at lave om på. Men de er skabt af mennesker og kan laves om af mennesker. Den første forudsætning er, at vi ikke bare handler forsvarligt ind, men også forlanger svar fra vores politikere på, hvordan de vil skabe et velfungerende marked med mere end én bundlinje.

Fælles ansvar, fælles forurening

Noget andet vi skal overveje nøje er, hvad vi vil overlade til markedet eller folks forgodtbefindende. I Danmark har vi en lang og god tradition for, at staten påtager sig at beskytte forbrugere og borgere mod en lang række ting. Ting, som det enkelte menneske ikke har en jordisk chance for at gennemskue, byder på uacceptable forhold eller hvor det fælles bedste ganske enkelt anses for vigtigere end den enkeltes frie valg.

Og nogle af de problemer landbruget i Danmark skaber har en karakter, som gør det rimeligt at tale åbent om landmænds ret i forhold til det fælles bedste. Til tider kan de danske landmænd dog føle sig som et forfulgt folkefærd. Men som nævnt er en af de vigtige tendenser på fødevareområdet, at vi har en voksende opfattelse af et skæbnefællesskab. Forbrugerne og samfundet må påtage sig et større ansvar i dette fællesskab. Og landmændene må vænne sig til, at der med borgernes interesse og medleven følger nye forpligtelser.

Det nye fællesskab kan danne grobund for en fælles sag mellem økologiske landmænd og forbrugere. Og her er Merkur mellemled mellem de kunder, der sætter deres penge hos os til udlån og de erhvervskunder, der låner penge til omlægning og udvikling af deres økologiske produktion.

 

Kirsten Arup er landbrugsansvarlig i Merkur Andelskasse. Foto: Mikkel Østergaard

Kirsten Arup er landbrugsansvarlig i Merkur Andelskasse. Foto: Mikkel Østergaard

Tilmelding


Tilmeld dig Merkurs generalforsamling og

seminaret "Vi skal spise - hvem sørger for maden?"