Dialog på et lærred

Jeg har mødt kunstneren John Kørner for at tale om tilblivelsen af kunst og hvordan den kan hjælpe os til at forstå hvem vi er. Og om kunst der er politisk, men stiller flere spørgsmål end den giver svar.

Af Karl Johnsen, Pengevirke

Vi sætter os i en rød sofa der ligner noget fra et talkshow. Men i stedet for tv-kameraer og scenografi er der malerbøtter, klude og store lærreder lænet op ad væggen. Hele den ene væg er dækket af et af de geometriske mønstre der er karakteristisk for John Kørner.

Uden for kunstkredse blev John Kørner for alvor kendt i 2008 da han satte sig for at male et portræt for hver falden dansk soldat i Afghanistan. Han har udstillet over hele landet og i London, Berlin, Basel og lang række andre steder. Han har skabt et stort vægmaleri til Frederik den VIIIs Palæ og har lavet en film med Jørgen Leth, for bare at nævne et bredt udsnit.

I dialog med publikum

Øjnene er rolige og venlige og den ene hånd hviler på ryglænet mens den anden gestikulerer og tegner i luften mens han fortæller. Noget af det første vi kommer ind på, er mødet mellem publikum og kunstner.
- Jeg ser det som en dialog mellem mig og beskueren, forklarer han og fortsætter.
- Sådan må en romanforfatter jo også have det. Forfattere konstruerer en fiktion, men den er jo bygget over en virkelighed.
Som kunstner underlægger han sig de fælles rammer for tolkninger og forståelser som han deler med sit publikum. Dialogen med publikum foregår som en indre dialog mens værkerne bliver skabt.
- Vi har fællesskaber i forhold til hvordan vi tolker livet og hvordan vi lever vores liv.
Beskuer og kunstner er lidt i samme båd, forklarer John Kørner.
- Det kan godt være, at det er mig der står og laver det. Men i aflæsningen er der jo så meget til diskussion og det er så meget en følelsesmæssig dialog, at jeg ikke kan male det, uden at beskueren er til stede, så at sige.

Genkendelighed er nøglen

Der er en række oplevelser og sansninger der er så stærke, at vi kan genkende følelsen af dem, når vi ser dem fremstillet, selvom vi ser det på et fladt lærred. John Kørner forsøger præcist at ramme de følelsesmæssige tangenter, som vi som mennesker deler. En solopgang, en strand eller bestemte farve for eksempel. Han forsøger at udtrykke sig på en måde, så beskueren kan genkalde de samme følelser. John Kørner læner sig frem i den røde sofa og forklarer:
- Det er en ganske særlig oplevelse at gå ned af en helt mørk vej. Jeg har en ide om hvordan det opleves og det prøver jeg at gengive. Men personen fortolker værket ud fra hans egne tanker om, hvad det vil sige at befinde sig på en mørk vej.
Han maler bevidst ikke ansigter. Det er ikke den konkrete person der er vigtigst, men en situation eller en sansning.
- Det er en stor fornøjelse for mig at bruge så få strøg som muligt. Det er jo udtryk for, hvad jeg vægter i en afbildning eller en konstruktion. Der er ikke nogen ansigter, der er ikke hænder og fødder. Det er mere et hylster. Det er mere et analytisk billede af, hvordan vi som mennesker lever et liv.
Han bruger ofte gul i sine malerier, fordi farven er så stærk i vores bevidsthed.
- Det er meget analyseret fra min side, at den gule farve har så stærk en energi, at de fleste mennesker vil have et forhold til den.

Konstruktiv kunst

Ud over at kunstner og beskuer deler fortolkningsfællesskab, er der også en overenskomst med beskueren om, at værket skal tilføje noget nyt.
- Jeg kan ikke lave et maleri al la Picasso, for det er jo allerede lavet. Han har jo allerede vist vejen. Som kunstner skal du finde en ny vej. Og den ambition deler man med publikum. 
Men rammerne er stadig meget frie, og adgangen til flere materialer og medier giver flere muligheder for udtryk
- Samtidskunsten er stadigvæk den mest originale og det mest frie udtryksmiddel. Det er der hvor alt er tilladt og du kan skabe et værk, uden egentlig at skulle redegøre for bevægegrundene.
Men den store frihed i udtrykket medfører også, at man har et ansvar for, hvad man fylder i rammerne.
- Min ambition er, at min kunst skal være konstruktiv. Så ambitiøs er jeg, siger John Kørner og ler.
- Omvendt ønsker jeg ikke at fremstå fuldstændig naiv.

Vedkommende og politisk

Det fører os frem til de faldne danske soldater. Et motiv som John Kørner begyndte at male i 2008.
- Jeg forsøgte at udfordre mig selv, ved at skabe nogle værker som i den grad kunne være vedkommende. De skulle være samtidige og have den her voldsomme dramatik, der er knyttet til at sende helt unge mænd i krig. 
Undervejs ændrede han fokus. 
- Jeg fandt ud af i processen, at det var selve det unge liv, som var i centrum og ikke så meget det politiske, altså hverken min holdning eller magthavernes.
Hans kunst er politisk, men ikke partipolitisk. Det er spørgsmålene der er i centrum. Et fokus der også passer godt med ambitionen om at lave konstruktiv kunst.
- Jeg forsøger at skabe værker som indbyder til dialog og ikke så meget et afsluttet kapitel eller et statement, så vi kan diskutere i fællesskab på trods af forskellige politiske overbevisninger.
John Kørners tilgang til hans kunst og fortolkning af hans værker er i det hele taget meget åben. Han stiller ofte op til interview om tilblivelsen af værkerne, virkemidlerne og hvad han forsøger at fortælle med sin kunst. 
- Det er jo en kendt sag, at der er mange der har berøringsangst overfor samtidskunst, og finder den for elitær eller for intellektuel. Og de barrierer vil jeg da gerne være med til at fjerne.
Men dermed ikke sagt at samtidskunst er for alle, tilføjer han.
- Det kræver selvfølgelig en hvis interesse for samtiden at beskæftige sig med samtidskunsten.

John Kørner i sit studie

John Kørner i sit studie