Sæt opsparingen i fremtidens bæredygtige teknologi

Ved at købe aktier i bæredygtige virksomheder, der arbejder med klimabeskyttelse og miljøteknologi, kan man I Merkur være med til at investere i en bedre fremtid.

Af Ida Bjørg Meldgaard, Pengevirke

Når du investerer dine penge gennem din bank, er det vel egentlig ganske rimeligt, at du ved, hvad pengene bliver brugt til. Og de fleste af os ville nok takke nej til at investere i våbenproduktion, atomenergi eller virksomheder, der bruger børnearbejde, hvis vi vidste, at det var der, vores penge endte. Men Danmark halter stadig bagefter andre europæiske lande, når det gælder gennemsigtighed og muligheden for såkaldt etisk investering.
I januar i år viste en undersøgelse fra den svenske forbrugertjeneste Fair Finance Guide Sverige, at flere store danske banker halter efter deres svenske konkurrenter, når det gælder bæredygtighed og socialt ansvar i investeringsprojekter.

Det gælder dog ikke de investeringsmuligheder som Merkur tilbyder. Hvor andre såkaldt etiske investeringsfonde i særlige tilfælde tillader investering i for eksempel atomenergi og våben, skiller for eksempel Triodos Sustainable Pioneer Fund sig ud ved en total nultolerance.

Fonden er et af flere produkter hos Hollandske Triodosbank, der også har Triodos Renewables Europe Fund og Triodos Microfinance Fund, hvor man investerer direkte i henholdsvis vedvarende energiproduktion og mikrofinans.

Triodos Sustainable Pioneer Fund investerer kun i virksomheder, som på en eller anden måde er pionerer inden for bæredygtighed. Det kan være små og mellemstore virksomheder, der alle er frontløbere inden for temaerne klima, sundhed og en ren planet. Pengene investeres via aktier i børsnoterede virksomheder. Det betyder også, at din investering er mere påvirkelig af markedet. Afkastet i de sidste tre år er på højde med sammenlignelige investeringer uden etisk profil.

De skrappe kriterier sikrer, at man som kunde kan investere sine penge med god samvittighed. Virksomhederne må ikke være involverede i våbenproduktion, atomenergi, miljøskadelige kemikalier, tobak, pornografi eller pelsindustri. De må heller ikke kunne forbindes med korruption, menneskerettighedskrænkelser, lovovertrædelser, forurening, dyreforsøg, genmanipulation eller industrielt landbrug. For at blive godkendt hos fonden, skal virksomheden derudover få over 50 procent af sine indtægter fra bæredygtige aktiviteter.

Som privat småsparer kan man hurtigt føle sig som en lille fisk i et stort investeringsmarked. Men Triodos’ grundtanke er netop, at alle kan gøre en forskel. Små valg skaber store forandringer, og du bestemmer, hvad du vil gøre med dine penge. ”Small is the new big”, lyder mottoet, og det nytter at tænke bæredygtighed, også som privat investor. Det er dén tankegang, du også investerer i hos Sustainable Pioneer fonden.


Sådan fungerer det:

Som kunde i Merkur kan man investere pensionsmidler eller frie midler i Triodos Sustainable Pioneer Fund. Triodos investerer derefter pengene i aktier i virksomhederne fra deres portefølje, hvoraf alle er screenet efter mere end 100 sociale og miljømæssige indikatorer, der sikrer, at de kan karakteriseres som frontløbere inden for deres respektive brancher.

Netop det, at virksomhederne skal være innovative pionerer, adskiller sig fra Triodos Sustainable Equity Fund, der også handler med etisk screenede aktier, men hvor man også
kan blive godkendt hvis man er blandt de bedste og mest bæredygtige i branchen, såkaldt ’best in class’.


Eksempler på hvor dine penge investeres

Den amerikanske kæde Chipotle Mexican Grill har udviklet et koncept, de kalder ”Food with Integrity”, som går ud på at sikre, at alle ingredienser på menuen er dyrket med hensyn til miljø, dyr og mennesker. Desuden er genmodificerede fødevareingredienser bandlyst.

Udover at være verdens førende leverandør af produkter og serviceydelser til patienter med kronisk nyresvigt har Fresenius Medical Care en høj grad af gennemsigtighed og forebyggende tiltag mod korruption. Virksomheden har en omfattende miljøpolitik og arbejder for at energi-effektivisere og reducere forbrug af vand og råmaterialer.

Dialight producerer elektronisk udstyr med fokus på løsninger med LED-lys. Deres produkter reducerer behovet for vedligeholdelse markant, forbedrer sikkerheden, letter bortskaffelse af produktet, og reducerer CO2-udledningen. Desuden har virksomheden fokus på ligebehandling og et sikkert og sundt arbejdsmiljø for ansatte.

 

 

Gennem Triodos Sustainable Pioneer Fund kan du investere i aktier i mindre og mellemstore børsnoterede virksomheder, der er engageret i innovative og banebrydende aktiviteter inden for bæredygtighed. Foto: Triodos

Gennem Triodos Sustainable Pioneer Fund kan du investere i aktier i mindre og mellemstore børsnoterede virksomheder, der er engageret i innovative og banebrydende aktiviteter inden for bæredygtighed. Foto: Triodos

Investering


Bæredygtig investering

Få et godt afkast ved at investere i vedvarende energi, mikrolån eller etisk screende aktier.