Kollektivet i medgang og modgang

”…Og så starter vi et kollektiv!” Sådan er der garanteret blevet sagt rundt om mange borde en fredag aften mellem venner. Men kollektivet er hverken en urealistisk drøm eller en rosenrød hverdag ifølge Marie Degnbol. Med sin bog om kollektivers økonomi vil hun introducere de overvejelser, dilemmaer og værdispørgsmål til nye som garvede kollektivister.

Af Nanna Juul Jensen, Pengevirke

Marie Chimwemwe Degnbol har været kollektivist i mange år og er uddannet i sociologi og etnografi. Siden 2010 har hun boet med sin kæreste og tvillinger i et 3-familierskollektiv i Ballerup lidt uden for København. Det har hun skrevet en bog om. Maries bog udkommer til efteråret, og i den deler hun ud af viden og erfaringer. Både det, der er selverhvervet, og de historier hun har fået fortalt på sine besøg rundt i en lang række af landets kollektiver. For livet i et kollektiv er komplekst. Der er mange beslutninger at træffe med gode argumenter både for og imod. Og de diskussioner bør tages, inden flyttekasserne er pakket ud.

- For mange starter kollektivet med et sted. Man har snakket og bygget luftkasteller i lang, lang tid. Men pludselig finder man en gård, en lejlighed eller et hus, der materialiserer alle drømmene. Og der bliver mange utroligt ivrige og springer nogle led over i processen. Man har måske mødtes op til flere gange og talt løst om kollektivet men uden videre tanke. Og så ender der med at være en masse ting, man ikke får diskuteret.

Spørger man Marie, er mange af de værdier, som kollektiver i alle afarter bliver bygget op omkring, filtret ind i økonomi. Og det er vigtigt at anerkende og snakke om i fællesskabet, hvis kollektivet skal være mere end bare en kort fadæse.

Myten om det rosenrøde kollektiv

- Jeg har tit mødt en holdning, der lyder at ”hvis vi alle bare er ordentlige og tolerante, så går det nok”. Og det er da også en rigtig god intention at gå til hele kollektivtanken med. Men derfor kan man sagtens få masser konflikter alligevel.

- Kollektivet er på mange måder som et parforhold. Og alle der har prøvet at bo sammen med en kæreste ved, at det ikke kun er nemt. Man har nogle konflikter og tilbagevendende problematikker ved at bo sammen. Nogle er værdimæssige og hænger sammen med økonomi, mens andre er helt lavpraktiske ting som, hvem der tømmer opvaskemaskinen. De ting er vigtige at se i øjnene og tale om. For gør man det, er der større chance for, at kollektivet vil lykkes. Og når det gør det, er det jo fantastisk!

- Mange der flytter i kollektiv, gør det ud fra en værdi i fællesskabet. Fuldstændig uafhængigt af, hvad de ellers er for nogle mennesker, så synes de at fællesskabet er positivt - at livet i fællesskab må være det gode liv. Men i praksis er det sværere end som så.

En kollektivist er ikke en ensartet størrelse

Men selvom kollektivlivet ikke altid er en dans på roser, søger mange forskellige typer mennesker stadig hen mod det mere forpligtende fællesskab. Og som Marie beskriver det, er kollektivboformen et virvar af tendenser.

- Det er tydeligt, vi har lyst til forskellige indretninger forskellige steder i vores liv, og der er mange måder at bo i kollektiv eller bofællesskab på.

- Men generelt set er der en stor interesse for at bo i et større fællesskab. Det ser jeg som en del af tendensen til at søge andre måder at leve på. Måder hvor der er plads til andre kvaliteter, end det et liv med kernefamilier i hver vores bolig med hvert vores fuldtidsjob tilbyder.

- Mange føler sig klemt i hamsterhjulet. Man oplever at have for lidt tid og overskud til de nære relationer, socialt samvær og til at fordybe sig i meningsfyldt samvær og aktiviteter, som ikke er relateret til arbejdslivet og det at tjene penge. Kollektiver og bofællesskaber bliver en modreaktion, hvor mange forestiller sig at kunne realisere de drømme og værdier, fordi det praktiske, sociale og økonomiske fællesskab åbner op for nogle andre livsmuligheder.

Vejen til et givende hjem

Men selvom mange kollektivister har drømmen og fællesskabsværdier til fælles, kan man ikke tegne et billede af den gennemsnitlige kollektivist, eller hvordan hun lever sin hverdag. Lige som der heller ikke er nogen absolut formel for, hvordan et kollektiv skal indrettes og organiseres. Derfor bør man tage en kritisk snak med sin indre kollektivist og finde frem til de rammer, man trives bedst i som person.

- Det er vigtigt at finde en form, som man reelt kan magte, så livet i kollektivet ender med at gå i plus. For det må ikke være drænende at bo med andre. Det er krævende, og der skal postes masser energi i det. Men når alt gøres op, skulle det jo gerne være givende.

- Helt personligt, er der sket så mange vilde ting i vores liv, mens vi har boet her. Og gennem op- og nedture har kollektivet haft en enorm positiv værdi.

♥ Marie Chimwemwe Degnbol er kunde hos Merkur

Kollektivet er hverken en urealistisk drøm eller en rosenrød hverdag ifølge Marie Degnbol. Foto: Kennet Islandi Havgaard

Kollektivet er hverken en urealistisk drøm eller en rosenrød hverdag ifølge Marie Degnbol. Foto: Kennet Islandi Havgaard