Kan kunsten redde verden?

Af Liva Johanne Ehler Molin

I en gigantisk live performance bevæger unge gymnasieelever sig rundt i en fælles koreograf. De er iført en stor, mørk kappe, som de senere folder ud på jorden. Kappens inderlommer indeholder et væld af tøjstykker i alle mulige farver og former. De unge mennesker klæder sig på, et stykke tøj ad gangen, indtil de til sidst har så mange lag på kroppen, at de næsten ikke kan bevæge sig.

Værket hedder Tow with the flow, og er skabt af Lilibeth Cuenca Rasmussen i samarbejde med organisationen ART 2030. Det er blevet opført på både Roskilde Festival, Statens Museum for Kunst og senest i New York City, da Verdensmålene fyldte tre år i efteråret.

Verdensmål i kunsten

Verdensmålene blev vedtaget i 2015 og forpligter alle FN’s medlemslande til at arbejde på en bæredygtig udvikling frem mod 2030. Denne udvikling skal kunsten også bidrage til - i hvert fald hvis det står til organisationen ART 2030, der arbejder på at forene kunstnere og branchefolk om en mere bæredygtig dagsorden.

Derfor har de inviteret en række danske og internationale kunstnere til at indgå i et samarbejde, der handler om at tage de 17 Verdensmål til sig og skabe kunst, der inspirerer til en bedre og mere bæredygtig fremtid.

Dansk-flippinske Lilibeth Cuenca Rasmussen er en af de kunstnere, der har takket ja til at deltage i samarbejdet. Hendes seneste performance er lavet specifikt til formålet, og er derfor inspireret af Verdensmålene.

"Værket handler om overforbrug", forklarer hun. "Overforbrug kan være inden for alt muligt, men jeg interesserer mig meget for tøj. Jeg har brugt tøj, tekstil og kostumer i mange af mine værker, fordi det er en rekvisit til at visualisere identitet.

"Derfor faldt valget altså på tøj som et omdrejningspunkt for hendes performance, der er lavet med særlig tanke på to Verdensmål: nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion og nr. 4 om kvalitetsuddannelse. Det første går på, at værket sætter fokus på vores miljøskadelige overforbrug og masseproduktion af tøj.

Det andet forklarer hun med, at værket er lavet i samarbejde med en gymnasieklasse fra Gefion Gymnasium i København, og på den måde også handler om at skabe bevidsthed om forbrug og miljø hos den unge generation.

En ø af tøj

Det kan være lidt svært at beskrive en levende performance med ord, når den er skabt til at blive oplevet med alle sanserne. Men Lilibeth Cuenca Rasmussen gør sit bedste for at få alle detaljerne med, da Pengevirke møder hende på hendes lille værksted i Københavns Nordvest-kvarter.

En af hendes assistenter, en ung pige med høretelefoner i ørene, står ved et højt bord og limer små spejle på en heldragt af sølv. Den er til et af kunstnerens næste værker, hvor sølvdragterne skal bæres af nogle dansere i en skov.

Man fornemmer hurtigt, at Lilibeth Cuenca Rasmussen ikke er en helt traditionel kunstner, men ikke desto mindre er hendes værker at finde på Statens Museum for Kunst, hun har optrådt på Venedig Biennalen, en af de ældste og mest prestigefyldte kunstbegivenheder, og vist sine værker over hele verden.

I sin kunst har hun arbejdet meget med spørgsmål om identitet, etnicitet og tilhørsforhold og bruger ofte sig selv og sin egen krop og stemme som redskab.

Hun fortæller om sin performance: "Jeg har fået konstrueret en rekvisit, som jeg kalder en tøj-ø. Den består af et stykke tekstil, som kan være mange ting på en gang. Det kan være en kappe, en sovepose, et telt, alle mulige ting.

Det ligner faktisk et stort tæppe, men indeni er der mange lommer, så man kan bruge det som en kuffert. Alle performerne har sådan en tøj-ø, som de arbejder med, og som jeg laver en koreograf ud fra. Tøj-øerne er produceret lokalt og designet af det skandinaviske designstudie Sur le Chemin.”

Sur le Chemin arbejder med slow fashion og bæredygtigt design og fk tildelt prisen ”New Talent Scene” under Modeugen i København i 2017.

Tøj-øen kan også ses som en ”alt-i-én-garderobe”, som i princippet kan indeholde alt det tøj, man har brug for. Mens tøj-øen foldes ud i løbet af koreografen, og performerne farvesorterer og iklæder sig tøjet, læser kunstneren op af en tekst, hun har skrevet, om forskellige slags tekstiler fra a til z.

"I teksten personificerer jeg hver tekstil som om det var mig. Den handler f.eks. om, hvordan angora bliver lavet af kaniner, som bliver klippet, eller hvordan flere tusind larver bliver kogt, når man laver silketråd. Den er ikke moraliserende, men meget oplysende," fortæller hun.

Mister kunsten sin frihed?

Værket inviterer altså til refleksion over både den globale tekstilindustri, der er en af verdens helt store forurenere, og vores eget private (over) forbrug af tøj, og understøtter derved Verdensmålet om ansvarligt forbrug. Men hvordan er det at lave kunst inden for en ramme, der er så konkret og retningsbestemt som Verdensmålene?

Det er ikke første gang, at Lilibeth Cuenca Rasmussen bliver stillet det spørgsmål, fortæller hun. Men for hende er det ikke anderledes end at blive spurgt om at deltage i en gruppeudstilling med et bestemt tema. Den slags sker hele tiden i kunstverdenen, hvor der bliver stillet forskellige rammer op for kunstnerne, og det, mener hun, gør kun arbejdet mere interessant.

Men måske er der nogle, der tænker, at kunsten bliver spændt for en dagsorden med nogle meget tydelige budskaber?

”Ja, når man italesætter det på den måde, kan folk blive bange for, om kunsten mister sin frihed. Kunsten har et ry for at være så fri, og det er den også – jeg har jo kunnet gøre, hvad jeg ville inden for de rammer, som ART 2030 har inviteret mig til. Men jeg synes ikke, at jeg går på kompromis på nogen måde eller har lavet om på mit kunstnerskab.”

Kunst for alle

Hun ser til gengæld et stort potentiale i ART 2030’s tilgang, fordi de arbejder med at engagere et bredere publikum end de sædvanlige kunstinteresserede på gallerierne og museerne. Og det er vigtigt, når målet er at inspirere til en mere bæredygtig levevis. Derfor kan Lilibeth Cuenca Rasmussen godt lide at lave kunst i det offentlige rum, hvor det er for alle.

Tow with the flow har hun opført for intetanende festivalgæster på Roskilde Festival i sommer, og nu overvejer hun at vise værket på Strøget en lørdag formiddag, hvor folk er ude og shoppe. For hun kan godt lide at få folk til at stoppe op og give dem noget at tænke over. Selv er hun meget inspireret af den såkaldte Fluxus-kunst fra 60’erne og 70’erne, en kunstart som også arbejder meget med at engagere sit publikum.

Bæredygtighedens dilemmaer

Selvom Lilibeth Cuenca Rasmussen håber på at inspirere andre til at forbruge mere bæredygtigt, er hun klar over, at det er umuligt at leve et helt igennem bæredygtigt liv. Hun prøver selv at være bevidst om sine valg, købe lokale varer, gå efter god kvalitet i stedet for masseproducerede ting, og endda samle plastik op, når hun går en tur på stranden, men som individ er det meget hårdt at være til, hvis man skal kunne rumme det hele, mener hun.

Derfor går hun ind for, at bæredygtigt forbrug skal være en mulighed for alle. Vi er allesammen forbrugere, og det holder vi ikke op med at være fra den ene dag til den anden, så derfor bliver vi nødt til at finde måder, vi kan forbruge bæredygtigt på.

”Det bæredygtige forbrug skal demokratiseres, så det er for alle, ikke kun for de rige. Det er nemt at sige, at man bare skal købe dyrt nok, men der er mange, der ikke har råd til at købe økologisk hver dag eller købe en kashmirtrøje, de kan have resten af deres liv.”

Tror du, at kunsten kan flytte noget i forhold til den bæredygtige udvikling i verden?

”Det bliver jeg nødt til at tro på, især når jeg arbejder med kunst, der stiller så mange spørgsmål til, hvordan vi lever,” svarer hun, men indrømmer samtidig, at hendes kunst nok primært kan problematisere nogle af de ting, hun synes, der er oversete i samfundet. ”Nogle gange kan jeg godt tænke, at det ville være bedre at være politiker. Så kunne man lave nogle regler,” siger hun, men på den anden side er det måske netop kunst som hendes, der kan give inspiration og skabe debat om, hvad det er for en verden, vi ønsker at leve i.

ART-2030

ART 2030 er en dansk non-profit organisation, der arbejder globalt for at forbinde kunst og FN’s 17 Verdensmål. Grundlagt af Luise Faurschou, der har mere end 30 års erfaring fra kunstbranchen, arbejder organisationen for at inspirere til en mere bæredygtig fremtid.

Sustainable Development Goals

FN’s Verdensmål, også kaldet Sustainable Development Goals, blev vedtaget i 2015 og forpligter alle medlemslande til at arbejde for en bæredygtig udvikling frem mod 2030. Målene går ud på at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer også på fred, sikkerhed, stærke institutioner og internationale partnerskaber.

♥ Lilibeth Cuenca Rasmussen er kunde i Merkur. Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2019.