Samfundsøkonomi er ressourceforvaltning

Når vi skal se på hvor rigt et samfund vi har, bør vi et øjeblik se bort fra pengene. Økonomi er nemlig ikke det samme som penge.

Af Lars Pehrson, Administrerende direktør i Merkur

Ordet økonomi kommer af græsk og betyder husholdning. At holde hus betyder at forvalte de ressourcer, man har til rådighed, på den bedst mulige måde, uanset om det er en privat familie, eller den samlede husholdning for f.eks. Danmark eller EU – eller hele kloden.

I forhold til familien er et samfund naturligvis meget mere komplekst. De enkelte handlinger udløser nye handlinger, som man kun til en vis grad kan koordinere. Samfundet er et økonomisk økosystem, der på mange måder fungerer som et naturligt økosystem. I et samfund, hvor vi indser, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden, er økonomiens formål at øge livskvaliteten for samfundets medlemmer.

Pengene er ikke økonomien

Men lad os holde fast i ressourcerne. Vi har nemlig vænnet os til at betragte pengene som det, der i sidste ende afgør, hvad der er muligt for os at gøre og beslutte som samfund. Men pengene er en social konstruktion, bygget på tillid mellem mennesker og udtryk for vores indbyrdes tilgodehavender. Pengene afspejler økonomien, men pengene ER ikke økonomien.

Økonomien er derimod udnyttelsen af de tilgængelige ressourcer. Klassisk taler man om tre kategorier af ressourcer, nemlig: Naturgrundlaget, arbejdskraften og viden/kreativitet. Naturgrundlaget er f.eks. landbrugsjord, fiskene i havet og energiressourcer. Arbejdskraften giver sig selv. Det er vores arbejde, der forarbejder naturressourcerne og dermed skaber værdi. Det gør vi blandt andet på baggrund af erfaringer, og med vores kreative og intellektuelle evner kan vi organisere arbejdet på nye måder, som kan skabe endnu mere værdi.

At bygge en bro

Skal man for eksempel bygge en bro, skal alle tre typer ressourcer være til stede. Tømmer, stål, beton, eller hvad man nu skal bygge broen af. Hvis vi ikke har dem selv, skal vi bytte os til dem, med det vi har. Vi skal også have den fornødne arbejdskraft, som skal kunne undværes andre steder, og endelig skal vi vide hvordan man bygger en bro, der kan holde. Ellers risikerer vi at spilde de andre ressourcer.

Alle tre ressourcekategorier kommer altså i spil. Kan alle tre forudsætninger opfyldes, kan broen bygges, set fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Al økonomi handler om at bringe de tre typer af ressourcer i spil. Penge er i den sammenhæng ikke nødvendige som sådan, men de kan gøre processerne og overblikket lettere. For at se de grundlæggende realiteter i økonomien klarere vil det til en begyndelse være nyttigt at tale om de konkrete ressourcer alene og lade pengene vente. Det vil øge bevidstheden om vore reelle muligheder og begrænsninger.

Naturressourcerne

Vi har længe opført os, som om naturressourcerne var ubegrænsede. Efterhånden som jordens befolkning er vokset, og vi er blevet meget mere effektive, bliver det tydeligt, at det ikke er tilfældet. Vi kan reelt tømme havet for fisk eller fælde al skov, hvis vi ikke beslutter, at det vil være en meget dårlig og kortsigtet idé. Vi er derfor nødt til at indse, at en form for både national og global ressourceforvaltning er nødvendig, hvor svært det end måtte være. ”Markedet” forhindrer ikke, at vi tømmer havet.

Paradoksalt nok er energi den eneste ressource, der principielt ikke er mangel på, da solen leverer mere energi, end vi nogensinde kan bruge.

Arbejdet

I modsætning til naturressourcerne er der ikke umiddelbart mangel på arbejdskraft. Der er 25 mio. arbejdsløse i EU, og nogle steder er ungdomsarbejdsløsheden 50%. Det er ikke god ressourceudnyttelse, vil de fleste nok være enige om – de menneskelige konsekvenser usagte.

Vores evne til at organisere arbejdet mere og mere effektivt betyder, at færre mennesker er nødvendige til at producere den samlede befolknings fornødenheder. Derfor har det været meget naturligt, at en del af produktivitetsfremgangen har givet sig udslag i kortere arbejdstid.

Fra 1900 til 1990 er den ugentlige arbejdstid i Danmark faldet fra 60 timer til 37 timer. Siden 1990 har arbejdstiden været konstant, selv om produktivitetsstigningen er fortsat. Nu synes vi tværtimod optaget af at ”øge arbejdsudbuddet”, dvs. øge det samlede antal arbejdstimer, og derfor afvises al tale om nedsat arbejdstid.

Kreativitet og viden

I modsætning til de to andre kategorier er der ingen umiddelbare fysiske begrænsninger i viden og kreativitet. Men da effekten af at bruge flere kræfter på at vinde ny viden eller bruge tid på kulturelle formål, ikke altid kommer så tydeligt til syne, og slet ikke på kort sigt, er vi ofte for tilbageholdende med at investere her. Vi opfatter det som ”udgifter”, selv om vi ikke har produktionsjob at tilbyde i stedet. Tænk f.eks. hvad en øget forskningsindsats omkring solenergi allerede fra 1970’ernes oliekriser kunne have betydet for dagens energiforsyning – i stedet gjorde den nemme og begrænsede fossile energi os ”dovne”, så vi brugte kræfterne på alt muligt andet.

Vi har anbragt os i en klemme, som vi har svært ved at komme ud af. Millioner af mennesker mangler job, og vi forestiller os, at de eneste ”rigtige” job vil være at sætte dem til at producere varer. Men vores evne til at producere overstiger vores evne til at forbruge. Forbruget står stille og opsparingen stiger. Finansministeren trygler ”sving dankortet!”, men vi orker ikke.

Kortsigtet udnyttelse af naturressourcer

Dertil kommer, at der ikke er naturressourcer til et øget forbrug, i hvert fald ikke på den måde vi forbruger i dag. Nyt masseforbrug i den rige del af verden er åbenlyst ikke vejen frem, når der også skal være noget til befolkningen i de dele af verden, hvor man stadig mangler meget af det basale. Vores økonomi fungerer på en måde, der fremmer en kortsigtet udnyttelse af ressourcerne. F.eks. opleves det som rentabelt at fælde regnskoven og dyrke soja, fordi der er en god pris for foderstoffer til den stigende efterspørgsel efter kød. Men regnskoven i sig selv er ikke værdisat udover værdien af tømmeret. Dens betydning for økosystemet kan ikke gøres op i penge – og sættes derfor i praksis til en værdi på nul. Det, der er uerstatteligt, behandles økonomisk som værdiløst.

Hvad skaber langsigtet værdi?

Vi bliver nødt til at udvikle metoder til at registrere omkostninger eller værditab, som kan holdes op mod indtægterne, for at få et billede af, om en aktivitet virkelig skaber langsigtet værdi, eller om den reelt nedbryder værdier. I Danmark kom vi for årtier siden frem til et sundt princip, der går i den retning: Forureneren betaler! Det bragte os faktisk et stykke ad vejen, selv om energisektoren og landbruget i for høj grad har kunnet sno sig udenom.

Hvis ikke den reelle værdiskabelse ud fra en helhedsbetragtning hænger nogenlunde sammen med det økonomiske afkast, bliver vi ved at sidde fast i umulige diskussioner, som vi f.eks. ser mellem pensionskasser og nogle af deres medlemmer. Der efterspørges f.eks. klimarigtige investeringer, som afvises med henvisning til et lavere afkast. Men forskellen skyldes typisk omkostninger, der ikke betales eller værdiskabelse, der ikke sættes kroner på. Og som der måske vanskeligt kan sættes kroner på – selv om alle nok er enige om, at ren luft betyder enormt meget for livskvaliteten.

Flere jobs uden flere forbrugsgoder

Men derudover består et grundlæggende problem: Hvordan kan vi øge brugen af arbejdskraft - altså skabe flere jobs - uden samtidig at øge produktionen af forbrugsgoder, som der ikke er behov for eller ikke er ressourcer til?

Det bliver ikke let og der vil uden tvivl være mange måder at løse det på. Men vi kan allerede nu se nogle retninger, som det er værd at undersøge nærmere.
Fokus skal flyttes fra arbejdsproduktivitet til ressourceeffektivitet. I stedet for at klemme endnu 10% ud af en arbejdstime, kan der vindes rigtig meget ved at udnytte de fysiske ressourcer bedre. Mindre skat på arbejde og mere skat på ressourcer og ejendom vil skubbe i den rigtige retning. Men tør vi tænke et system uden skat på arbejde?

Vi skal producere på en anden måde. Produkter af højere kvalitet er dyrere, men holder længere, og samlet set er de billigere. Måske er det en bedre løsning at leje frem for at eje vores TV, vores køleskab og vores sofa?

Vi skal desuden have investeringer frem for forbrug. Hellere isolere huset end at putte mere elektronik på værelserne. Og så skal vi have mange flere fælles investeringer i rationelle (kollektive) trafik- og energiløsninger. Det er oplagt at sætte pensionsmilliarderne i spil her.

Vi skal også have meget mere forskning og udvikling og mere kultur. Det er investeringer i fremtiden og giver os ny energi og kreativitet. Hellere en teaterbillet end endnu et par bukser til klædeskabet.

Og så skal vi undgå at pengene hober sig op, uanset om det er uforholdsmæssig privat opsparing, enorme ophobede overskud i store virksomheder, skattely eller store fonde, der investerer på finansmarkederne i stedet for i den virkelige økonomi. Finansministeren har ret: Pengene skal flyde - men de skal flyde derhen hvor de skaber mest langsigtet værdi.

Lars Pehrson er administrerende direktør i Merkur Andelskasse. Foto: Mikkel Østergaard

Lars Pehrson er administrerende direktør i Merkur Andelskasse. Foto: Mikkel Østergaard