Kvinderne, der syede en oase

Socialøkonomiske virksomheder er begyndt at blive en del af det danske landskab. Men der skal stadig kæmpes på mange fronter, for at det bliver rentabelt. Place de Bleu var et af de første steder der forsøgte sig, og de står endnu. Butikken sælger eksklusive puder til hele verden, og de færreste af deres kunder ved at de støtter en god sag.

Af Ine Urheim, Pengevirke

- Jeg plejer at sige at kvinderne kommer her af to grunde - Krig eller Kærlighed. Stedets leder Trine Panton viser rundt i de hyggelige lokaler, hvor der sidder syersker over det hele og smiler venligt. Place de Bleu tilbyder arbejde til kvinder med indvandrerbaggrund. Kvinder som i mange tilfælde har haft svært ved at finde arbejde andre steder, ofte pga. sprogvanskeligheder og en kompliceret fortid.

Ikke noget marked for burkinier

Trine skiftede en stilling som chefkonsulent i det private erhvervsliv ud med Place de Bleu i 2008, fordi hun gerne ville få etniske minoritetskvinder ind på det danske arbejdsmarked. Som frivillig jobrådgiver hos Indvandrerkvindecentret satte hun sig først for at finde ud af hvad kvinderne selv følte, at de var gode til. De fleste pegede på tre ting: at lave mad, passe børn og bruge deres hænder.

- Grunden til at vi valgte at etablere en systue var, at det lå naturligt for mange af kvinderne. Da vi startede var socialøkonomi et meget nyt begreb i Danmark. Så der var ikke rigtig nogen, der kunne fortælle os, f.eks. hvilken selskabsform der ville egne sig.

Den oprindelige idé var at sy burkinier (badedragt der dækker hele kroppen, red.), og det var også det Integrationsministeriet gav bevilling til i første omgang.
- Efter markedsresearch fandt vi ud af, at markedet ikke var stort nok. Så på den måde er vi en omvendt iværksætterhistorie, for vi havde ikke en ordentlig forretningsplan - vi gik bare i gang.

En kinesisk kvinde kommer forbi og fortæller Trine at NU er hun på vej til til lægen. Hun ser smilende ned på sine fødder der har sorte sokker, stukket ind i et par lyserøde flipfloppere, fordi det gør ondt at have almindelige sko på. Trine siger at det var på tide og sender hende af sted. Hun fortæller at kvinden har stødt sin tå, men at hun har gået rundt med den alt for længe.

Hensyn til medarbejderne

Place de Bleu er en god historie, men designet skal kunne sælge sig selv, Trine mener ikke at folk vil købe en pude til 800 kroner, kun for at støtte en god sag. Og designet er godt, men det er også et faktum, at tekstilbranchen er præget af hård konkurrence. De fleste af konkurrenterne får produceret i lavtlønslande og ikke alle brands kender den hårfine balance mellem at lade sig inspirere af og kopiere hinanden, hvilket også Place de Bleu har oplevet. Men det er svært at gøre noget ved, for Place de Bleu laver ikke samlebåndsarbejde, og der bliver taget hensyn til kvindernes personlige forhold:

En af Place de Bleus medarbejdere, en meget dygtig syerske, har mistet flere i sin nærmeste familie i forbindelse med konflikten i Syrien. Hun befinder sig her i Danmark og har fået svært ved at koncentrere sig om sit job. Men det får ikke Trine som arbejdsgiver til at tænke økonomisk;
- Vi er sat i verden med et socialt formål. Men det er svært at balancere vores sociale hensyn med kommercialisering. Vi afskediger ikke bare en medarbejder, fordi hun i en periode er mindre produktiv. I stedet tildeler vi hende opgaver, som er mindre krævende.

Trine mener at denne tankegang er den eneste rigtige og desuden rentabel i det lange løb. Dog kræver det, at det danske samfund bliver langt bedre til at indtænke social return on investments (SROI), dvs. de effekter der ikke handler om antal fuldtidsansatte og omsætningstal, men om mindre belastning af sundhedsvæsen og om at blive bedre til at håndtere sin rolle som mor;
- Al forskning viser, at hvis mødre har det godt med sig selv, er de bedre mødre for deres børn. Lidt sat på spidsen vil jeg vove den påstand, at risikoen for at kvindernes børn bliver nogle banditter er lidt mindre, når et samfund har et sted som os. Jeg siger ikke at Place de Bleu kan fikse hele verdens problemer, men der er bare fornuft i at man skaber oaser, hvor kvinderne kan få lov til at bidrage med det de kan.

Kommunerne bør tage ansvar

Der ligger en skygge over Place de Bleu, som hele tiden er presset på økonomien.
- Vi overlever ved hjælp af fonde, men på sigt bliver de også trætte af os. Vi begynder så småt at høre udmeldinger om, at nu må kommunerne begynde at leve op til deres ansvar.

Denne dag er der et lille dusin kvinder i butikken, og der kommer hele tiden nogen forbi for at spørge Trine om noget. En af syerskerne sætter smilende en boks med chokolade på bordet, og forsvinder igen. Triner smiler;
- Vi har både kvinder på ordinær ansættelse og kvinder i forskellige former for beskæftigelsesindsats. Desuden kommer her kvinder, som i højere grad bruger os som værested. De kommer her og hjælper måske lidt til, sidder og hækler lidt mens de drikker en kop kaffe. Trine nikker hen mod døren.

- Kvinden med klipklapperne har været her i flere år i forskellige former for beskæftigelsesindsats. Hun har kroniske smerter i nakke og skuldre og sad tidligere i sin lejlighed i Mjølnerparken isoleret og alene med sine smerter. Hun siger selv at hun var selvmordstruet. Men nu er hun hos Place de Bleu og er meget glad for at være her, hun siger, at det fungerer som en slags medicin, for så tænker hun ikke så meget over at hun har ondt.

Hårdt, men det hele værd

Der er ingen tvivl om Trines engagement eller indignation over hvor svært det er at skulle kæmpe på mange forskellige fronter hver dag. Hun indrømmer at det slider på hende. Men resultaterne vejer op. Hun fortæller om en syerske, der aldrig før havde været udenfor Nørrebro - men da Place de Bleus puder blev solgt i Magasin, så tog hun turen ind til det fine sted for at se dem på display. Det betød meget for hende. Og da systuen her i sensommeren syede kimonoer for designerne SAKS POTTS var Kronprinsesse Mary den første køber, hvilket fik alle kvinderne på stedet til at vokse en meter.

Trine er ikke i tvivl om at stedet gør en positiv forskel.
- Jobcenteret er jo så glade for samarbejdet med os. De har at gøre med kvinder, som de har kæmpet med i årevis. De oplever Place de Bleu som et sted, hvor kvindernes danskkundskaber bliver bedre, hvor de bliver mindre triste og begynder at få en hverdag der hænger sammen i langt større grad. Derfor er det paradoksalt, at vi ikke kan få et samarbejde i stand med Københavns Kommune, fordi de ikke vil betale os for en opgave, som andre har vundet i udbud. Vi passer ikke ind, vi er for små. Vi har ikke plads til hundredvis af borgere, som vi kan lave masseproduktion på. Vi har plads til få kvinder; Til gengæld kan jeg næsten love dem at vi nok skal skabe nogle resultater.

Place de Bleu

Navnet Place de Bleu er taget fra butikkens første tilholdssted på Blågårds Plads i København, men nu ligger både systue og en lille tilhørende butik på Rentemestervej i København, hvor der er mere plads. Systuen får leveret materialer fra tekstilvirksomheden Kvadrat og har også lige startet et samarbejde med IKEA, der sender partier af rest-tekstiler til stedet. I starten af 2015 vil IKEA i Høje Taastrup sælge et parti af 'monsterpuder' til børn syet af Place de Bleu.

Trine Alette Panton er uddannet Kulturgeograf fra Københavns Universitet. Hun har over ti års erfaring som analytiker og konsulent indenfor kompetence-og erhvervsudvikling.

♥ Place De Bleu er kunde hos Merkur 

Kvinderne i Place de Bleu oplever det som et sted, hvor deres danskkundskaber bliver bedre, hvor de bliver mindre triste og begynder at få en hverdag, der hænger sammen. Foto: Place de Bleu

Kvinderne i Place de Bleu oplever det som et sted, hvor deres danskkundskaber bliver bedre, hvor de bliver mindre triste og begynder at få en hverdag, der hænger sammen. Foto: Place de Bleu