Deleøkonomi - ny vin eller nye flasker?

Via ny teknologi er konceptet deleøkonomi vokset kraftig, men spørgsmålet er, om potentialet for bæredygtighed og mindsket forbrug forløses i samme omfang

Af Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse

En bølge af nye tjenester og forretningsideer er under hastig udbredelse og diskuteres indgående, både i medierne og i de gamle virksomheders bestyrelseslokaler. Er det her en ny måde at tænke på, som vil brede sig mere og mere, eller er det blot en modedille, der vil gå over, eller forblive en specialitet forbeholdt en lille gruppe progressive fra storbyen? Vil det for alvor true de klassiske måder at drive forretning på? 

Vi taler om den såkaldte deleøkonomi. Om tendensen til ikke at være interesseret i at eje, men kun i at få adgang til en ting eller en tjeneste, når man skal bruge den. Begrebet deleøkonomi er ret uklart. Nogle af de nye virksomheder kan vel knap karakteriseres ved, at man ”deler” noget, i hvert fald ikke i den almenmenneskelige betydning af ordet. Kun hvis man betragter det, at hidtil uudnyttede ressourcer udnyttes som en form for deling.

En virksomhed, der næsten altid omtales, når talen falder på deleøkonomi, er udlejningstjenesten Airbnb, hvor man kan leje en (ferie)bolig fra en privatperson. Alle kan leje, og man er ikke forpligtet til selv at leje sin bolig ud. Men man har kunnet leje ferieboliger, også på internettet, i mange år. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er teknologien. Platformen er så nem at bruge for både udlejer og lejer, at konceptet er vokset eksplosivt og bliver selvforstærkende.

Airbnb og andre platforme værdisættes til multifantasilionbeløb, og ophavsmændene er allerede blevet kolossalt rige eller drømmer om at blive det. Det giver mindelser om dot.com boblen for ca. 15 år siden, og der er heller ikke meget deleøkonomi over den del. Når de store globale platforme er så attraktive, skyldes det ikke mindst adgangen til kunderne, viden om deres adfærd og muligheden for at præsentere reklamer om andre ting for dem.

Noget for noget

Andre koncepter kræver mere af brugerne. Vil man være med, skal man selv bringe noget til ”dele-bordet” – tøj, værktøj, eller hvad det nu drejer sig om. På den måde kommer noget af den tidligere mere udbredte ”nabo-deling” tilbage, hjulpet på vej af teknologien. Mange føler måske ikke, at de kan ringe på hos genboen for at låne en boremaskine, hvis de knapt nok kender ham. Det føles lettere at komme i kontakt med en helt fremmed, man aldrig har set, men som er tilmeldt samme dele-tjeneste.

Endnu mere direkte bliver kontakten i f.eks. et fødevarefællesskab, hvor man mødes regelmæssigt for at sortere og pakke varerne eller til fællesspisning.

Vi søger nye former for fællesskaber, der er mere temabaserede end nærhedsbaserede.

Smuthul til øget forbrug?

Mange ser deleøkonomien som et gennembrud for bæredygtig adfærd, hvor ressourcer udnyttes mere effektivt og forbruget derfor nedsættes. Vi ved alle, at bilen står stille i garagen det meste af tiden, og en boremaskine siges at blive brugt i gennemsnit under en halv time i hele sin levetid. Så potentialet er der helt klart. Men effekten er ikke ubetinget. Det er helt afgørende, hvordan forbrugsmønsteret i øvrigt udvikler sig, og om de nye deletjenester blot fører til yderligere forbrug – det vil sige muliggør et forbrug, der ikke fandt sted før.
Samkørsels-tjenester er et godt eksempel. Der er helt klart et kæmpe potentiale for at udnytte bilparken mere effektivt. Men rundspørger blandt brugerne tyder foreløbig på, at meget af samkørslen ikke erstatter kørsel i egen bil, men derimod kørsel med offentlig transport (der opfattes som for dyrt) eller ture, der ikke ellers ville være kørt.

Det bliver spændende at se, hvordan udviklingen går videre. Om vi for eksempel vil se brugerne anskaffe ting i fællesskab, i stedet for at låne/leje hinandens ting. Hvis trenden går væk fra at eje, vil det være det logiske næste skridt, da ingen er interesseret i at være ejeren – alle vil være lejeren. Det ser vi allerede i delebilklubberne, hvor det er klubben som sådan, der ejer bilerne. En ny folkelig andelsbevægelse?

Tillid til fællesskabet

Interessant er det også, om den nye bølge af initiativer vækker bevidstheden om, at økonomi faktisk langt hen ad vejen handler om at dele. Selv om vi udveksler betalinger for at få transaktionerne gennemført enkelt og hurtigt. Vi lever i et arbejdsdelt samfund og arbejder derfor altid for at dække andres behov – ingen lever i dag reelt af sit eget arbejde, men altid af frugterne af de andres.

Og jo mere vi har mod til at dele med hinanden som samfund, jo rigere bliver vi. Det er de nordiske samfund gode eksempler på. Vi har, blandt andet gennem skat, delt mere med hinanden end i mange andre lande, og det har givet nogle af verdens rigeste og tryggeste samfund. Det er også let at se, at jo mere vi har mod til at dele vores viden med andre, des mere viden får vi selv tilbage. Men det kræver tillid til, at andre også vil dele med mig, når jeg deler med dem.

Hvis deleøkonomibølgen kan bidrage til at opbygge ny tillid blandt os stærkt individualiserede moderne mennesker og dermed bevidsthed om, at deling er nøglen til økonomiens gåde, er det måske i virkeligheden dens største potentiale på lang sigt.

 


I myldretiden sidder i gennemsnit 1,28 personer i hver bil. 77 % af den samlede pendling til og fra arbejde sker i bil.

En dansker bruger ca. 16 kg. tøj om året. Det tøj der smides ud har 70 % af sin levetid tilbage.

En boremaskine bruges i gennemsnit 18 minutter gennem sin levetid.

(Kilde: Rapporten ”Deleøkonomiens klimapotentiale” fra tænketanken CONCITO. Læs mere på Concito.dk)

Mange ser deleøkonomien som et gennembrud for bæredygtig adfærd, hvor ressourcer udnyttes mere effektivt og forbruget derfor nedsættes. Men effekten er ikke ubetinget

Mange ser deleøkonomien som et gennembrud for bæredygtig adfærd, hvor ressourcer udnyttes mere effektivt og forbruget derfor nedsættes. Men effekten er ikke ubetinget