Mælkens pris

Landmændene er en nødvendig del af vores liv, og vi driver alle landbrug ”pr. stedfortræder”. Men tager vi ansvar for det? Og kan vi? I sommers kom mælkebøndernes situation i fokus.

Af Kirsten Arup, Merkur

Producenter af råvarer fra landbruget står meget svagt over for den lange række af aktører længere henne i værdikæden, som også gerne vil have deres større eller mindre bid af kagen. Og forbrugerne, ja vi vil jo gerne slippe billigst muligt. 

Vi er dog villige til at betale lidt mere for varen med et system, som sikrer, at merprisen går direkte til allerførste led i kæden – bonden. Det sikrer, at bonden også næste år kan levere den vare, vi gerne vil have. I sidste ende gavner det altså os selv.

Fairtrade-systemet har således skabt en vis sikkerhed hos de svageste producenter. Og vi kan gå i supermarkedet og købe Fairtrade kaffe, chokolade, bananer, vin, mælk … Nå nej, det med mælken passer ikke. Der er ingen Fairtrade mælk. Der er derimod slagtilbud: To liter for ti kroner, dem snupper vi.

Ansvar fra uventet kant

Hen over sommeren havde vi igen priskrig på mælk. Mælk bliver ofte brugt som slagvare og til at prøve at flytte kunder. Supermarkederne udfordrede hinanden: 6,95 kr., 5,95 kr., 4,95 kr. – ingen lavere?

Midt i august skete der pludselig noget usædvanligt: Rema 1000 slog pludselig bak, og bekendtgjorde: Vi sætter prisen på al mælk 50 øre op og sikrer, at hele merprisen går til landmanden. Med momsen trukket fra betød det, at der ville gå 40 øre til landmanden. De lavede en aftale med deres leverandør, Arla, som garanterede at pengene gik til andelshaverne.

Remas initiativ skabte røre, men flest var de positive reaktioner fra både landmænd og forbrugere. De sidste kom med kommentarer som: ”God stil Rema, ved godt hvor jeg skal købe mælk næste gang.” Og fra en pensionist: ”Landmændene (…) skal gå og arbejde gratis og skylde 40 mio. væk. Det er urimeligt (…) Det koster en krone mere om ugen for mig, det kan jeg godt slippe.”

At medierne og forbrugerne viste sagen interesse var ikke så mærkeligt. Det er usædvanligt, at kæderne gør reklame for en prisstigning og sikrer, at den kommer producenterne til gode. Men kæderne er en af de virkeligt magtfulde aktører i værdikæden. Derfor kan det for alvor rykke, hvis en kæde tager sådan et initiativ.

Nytter det?

Medierne så da også perspektivet, og Dansk Supermarked og Coop blev spurgt, om de ville følge trop? Nej, sagde de; 50 øre betyder ikke meget i det store perspektiv, og andre producenter har det også svært. 

Merkur regnede på en generel ”Fairtrade”-merpris på 50 øre på al drikkemælk i Danmark. Det ville efter vores beregninger give 89.000 kr./malkekvægbrug. Seges (Landbrugets videncenter) foretog et lignende regnestykke og regnede sig med en lidt anden metode frem til 57.000 kr. Mon ikke de fleste bønder ville sige ja, tak?

Der mangler dog en væsentlig omstændighed: Selv, hvis al konsummælk i Danmark fik den  merpris, ville det meste ikke gå til de danske mælkeleverandører. 92 % af mælkemarkedet i Danmark ligger hos Arla, og Arla har andelshavere i syv lande. Af over 13.000 andelshavere er kun godt 3.000 i Danmark. Og Arla følger sine principper: Al mælk i én junge, alt overskud deles ligeligt. Af en dansk betalt 50-øre på al mælk ville de danske Arla leverandører derfor kun få ca. 8,5 øre. Af samme grund droppede Coop sin idé om en særlig ”støttemælk” med en merpris på en krone. Mon der ville være interesse for denne mælk, hvis størstedelen af pengene gik ud af Danmark? Næppe.

Ingen nemme løsninger

Rema fortsætter foreløbig med sin 50-øre, men ellers er interessen for sagen døet noget hen. Og hvordan har landmændene det nu? De har det fortsat meget, meget svært. 

Mens debatten rasede, sagde en talsmand for Fakta: ”Hvis folk gerne vil give mere for mælken, må de købe økologisk.” Det er af andre grunde en god idé, men bemærkningen overser to væsentlige elementer: Hovedpointen var ikke at give mere for mælken, men at sikre at merprisen gik direkte til landmanden. Og det er faktisk de konventionelle leverandører, der har de store problemer. Det løses ikke ved at vi køber økomælk. Der er mangel på økomælk allerede. Der er adskillige konventionelle landmænd, som gerne vil lægge om, men hvis økonomiske situation er så prekær, at de ikke kan, fordi omlægning kræver ekstra likviditet.

Der er dog en ting, Fakta-manden har rigtigt fat i: Økotillægget på dansk økomælk fordeles kun til de danske leverandører. Her lader Arla ikke ”en junge”-princippet gælde. Selv om økotillægget ikke er en Fairtrade-ordning, virker merprisen altså mere målrettet.

Problemet er altså strukturelt: Danske mælkeleverandører leverer en stor del af produktionen til verdensmarkedet, og en solidaritetsordning har derfor ringe udsigter, da verdensmarkedet er alt andet end solidarisk. En omstilling til et højværdimarked som økologi- og specialprodukter et p.t. umuliggjort af de lave priser, og desuden er det ikke alle landmænd, der ønsker det. Det er under alle omstændigheder ikke gjort i et snuptag.

Mælke-dilemmaet kort

De økologiske avlere får p.t. en rimelig pris, der generelt står i et godt forhold til deres udgifter. Konventionel mælk afregnes til så lav pris (2,13 kr./liter), at det ofte ikke dækker produktionsomkostningerne, og mange landmænd er konkurstruede.

Mange, der gerne vil lægge om, har en økonomisk situation, der umuliggør en omlægning, da det kræver øget likviditet.

Den lave mælkepris har globale årsager: Bortfald af kvoter for mælkemængden i EU. Et pludseligt fald i Kinas køb af mejeriprodukter, og Ruslands boykot af mejerivarer fra EU. Overskuddet af mælk giver kædernes indkøbere meget stærke kort i prisforhandlinger med mejerierne.

 

Landmændene er en nødvendig del af vores liv, og vi driver alle landbrug pr. "stedfortræder". Men tager vi ansvar for det?

Landmændene er en nødvendig del af vores liv, og vi driver alle landbrug pr. "stedfortræder". Men tager vi ansvar for det?