FREMTIDEN ER DIGITAL – MEN BEHØVER BARNDOMMEN VÆRE DET?

Digitale medier er udbredte i mange danske daginstitutioner. Sidste år diskuterede man i Svendborg ligefrem, om digital læring skulle være en obligatorisk del af alle dagtilbud i kommunen. Lise Lorentzen, der er leder af Kirsebærgården, et Rudolf Steiner Børnehus, fortæller her om, hvorfor hun mener, at der skal være plads til dagtilbud helt uden digital indflydelse.

Af Liva Molin, Pengevirke

Frem for at være omgivet af skov og natur, sådan som de fleste Rudolf Steiner-institutioner, er Børnehuset Kirsebærgården beliggende i byen, nærmere bestemt på Amager i København. Børnehusets udendørs faciliteter består af en forhenværende parkeringsplads og en tagterrasse. Parkeringspladsen er lavet om til en gårdhave med højbede og efeu, der kravler op af de gamle stålstolper. På tagterrassen holdes der høns, og børnehuset arbejder på at udvide, så de også kan få bier på taget. Alle legeredskaber i gårdhaven er lavet af naturmaterialer, sådan som Steiner-pædagogikken foreskriver.

Det siger næsten sig selv, at Kirsebærgårdens 84 vuggestue- og børnehavebørn hverken har iPads eller andre digitale medier til rådighed, når de er i daginstitution. Men spørgsmålet er, om private daginstitutioner som Kirsebærgården også i fremtiden vil kunne drage børn op uden indflydelse fra den digitalisering, der bliver stadig mere udbredt i resten af samfundet. Lise Lorentzen, der er leder af Kirsebærgården, fortæller, at børnehuset, som det ser ud i dag, har frihed til selv at vælge hvilke pædagogiske metoder, de benytter. Så længe de kan redegøre for, hvordan de lever op til de kommunale læreplaner.

– Det kræver, at vi forklarer, hvordan vi pædagogisk gør tingene. At vi for eksempel er en ”gøre-børnehave”, hvor vi gør ting i stedet for at forklare eller intellektualisere. Men at vi bestemt mener, at børnene udvikler de kompetencer, de har brug for. Det kan godt være, at de ikke kan sidde med iPad’en, men det er heller ikke et specifikt lovkrav, lyder det fra den pædagogiske leder.

En omdiskuteret sag i Svendborg har dog for nyligt gjort det klart, at en sådan metodefrihed ikke nødvendigvis altid vil være en selvfølge for private institutioner som Kirsebærgården.

IPADS TIL DEBAT I SVENDBORG

Sagen udsprang af Svendborg kommunes ’Vision for læring og dannelse’ fra 2014, hvori det blandt andet fremgår, at daginstitutionerne skal udnytte informationsteknologiens læringsmuligheder. Men det mente den lokale Steinerbørnehave Askelæ ikke var foreneligt med deres pædagogiske grundlag, og derfor søgte de dispensation fra reglerne. Det blev dog afslået af kommunen, og beskeden fra politikerne lød, at Askelæ måtte rette ind eller flytte til en anden kommune.

Det kom dog aldrig så vidt. Sagen blev nemlig taget op på et byrådsmøde i november sidste år, hvor det blev besluttet, at Askelæ og andre kommunale såvel som private institutioner i Svendborg Kommune selv må bestemme, om de vil bruge de digitale læringsmidler.

Men hvor stiller det private daginstitutioner i resten af landet, der forholder sig kritisk over for digital læring for de helt små børn? Kan de regne med, at deres metodefrihed vil blive bevaret, sådan som det skete i Svendborg, eller er det bare et spørgsmål om tid, før den digitale læring er udbredt i alle dagtilbud?

Lise Lorentzen kan godt været bekymret for det, hun ser som en stigende tendens til at ville ensrette dagtilbuddene. Men hun forklarer samtidig, at der lige nu er en ny dagtilbudslov på vej med en ny læreplan, hvor der faktisk ikke, så vidt hun er orienteret, er formuleret nogle krav om digital læring i daginstitutionerne.

Det betyder, ifølge Lise Lorentzen, at private institutioner som Kirsebærgården fortsat selv må bestemme, hvordan de vil leve op til de konkrete mål i læreplanen – med eller uden brug af digitale læringsmidler. Og det er hun godt tilfreds med, for hun mener, at det er en misforståelse, at børn mestrer de digitale redskaber hurtigere eller bedre, bare fordi de får dem tidligt.

Men hvad er egentlig problemet med digitale redskaber i daginstitutionerne?

EVIDENSEN MANGLER

Det er ikke fordi Lise Lorentzen er modstander af, at man bruger den digitale teknologi til at understøtte læring, men hun mener, at det er for tidligt at introducere allerede i vuggestue- og børnehavealderen.

– Digital læring er overordentlig vigtig, men jeg synes, det skal foregå på det rigtige tidspunkt. På samme måde er det vigtigt, at voksne mennesker har kørekort, men vi har trods alt nogle regler for, hvornår det er hensigtsmæssigt at få, forklarer hun.

Det handler for Lise Lorentzen om at følge barnets naturlige udvikling. I 0-7- årsalderen skal barnet have lov til at gøre, mener hun. Den fysiske udfoldelse, hvor man får lov at bruge sin krop til at opdage verden, er i centrum, og derfor er hun skeptisk over for at bringe de digitale hjælpemidler i spil i denne alder.

– I dagtilbuddet skal vi tage ansvar for, at det vi byder børnene rent faktisk er hensigtsmæssigt for deres udvikling. Og vi har bare ikke nogen evidens for, at det er hensigtsmæssigt at bruge digitale hjælpemidler.

Det er et kommunalt krav at institutionernes legetøj er certificeret, så man sikrer sig, at det ikke er sundhedsskadeligt for børn. Men Lise Lorentzen mener ikke, at der er nogen sikkerhed for, at brugen af digitale medier er uskadelig. Tvært imod kan de digitale mediers tiltrækningskraft skabe problemer for de helt små børn, mener hun.

– Der er ingen tvivl om, at den todimensionelle verden, som en iPad tilbyder, er fristende. Når du sidder med en iPad, kan du med en meget lille bevægelse få udløst en stor reaktion på skærmen, men i den virkelige verden skal der faktisk ret mange store bevægelser til for at få udløst en lille reaktion. Det vil sige, den giver et vrangbillede. Problemet er, at man kommer til at kede sig i den virkelige verden, og man vil have mere af det andet, så man skaber også en afhængighed.

ET TODIMENSIONELT MEDIE

– Mange vil nok spørge om jeres børn ikke kommer bagud i skolen, hvis alle andre børn har siddet med en iPad, siden de var helt små?

– Jeg tror det er omvendt, at de kommer bagud ved, at de bruger den. Fordi det er vigtigt at bevare sin egen evne til at tænke kreativt og selvstændigt og selv udvikle på det, man gerne vil have. Det vil sige, at hvis man gerne vil have et stort hul i sandkassen, så skal man grave i rigtig lang tid.

– Hvad hvis man bruger de digitale redskaber mere kreativt, så børnene ikke bare sidder passivt foran skærmen?

– Det bliver ofte påpeget, at det ikke skal være en pause, men at vi som pædagoger skal undervise i at bruge mediet hensigtsmæssigt. Men det ændrer ikke ved, at det er noget, vi ikke kan lære børnene allerede som toårige, for de har ikke kompetencerne til at overskue det. Så vi kan være nok så kreative, men det er stadig et todimensionelt medie. Det udløser dopamin, og det er ikke direkte bevist, at det ikke er skadeligt for børn. Det med at bruge det kreativt, det lyder super fint, men det er noget, man sagtens kan gøre, når barnet er ti år.

Det handler grundlæggende om, at barnet skal være modent til at overskue og håndtere det, man udsætter dem for, forklarer Lise Lorentzen. Man skal gribe før man kan begribe. Og derfor er det vigtigt at tænke over, hvornår de digitale medier bliver taget i brug.

– Barnet skal lære at forstå, at en iPad er noget, du kan bruge, men som du også er nødt til at lægge fra dig, for at hele dit liv ikke skal gå i stå. Men man kan ikke lægge det fra sig, hvis ikke man har lært noget andet, der kan være i stedet for.

TIL KAMP FOR MANGFOLDIGHEDEN

I stedet for at den enkelte institution skal kæmpe deres egen kamp, som i sagen om Askelæ, er Sammenslutningen af Rudolf Steiner Dagtilbud i gang med at formulere et fælles pædagogisk grundlag, der skal beskrive de Steinerpædagogiske svar på de temaer, der figurerer i den nye læreplan. Det skal gøre det nemmere for den enkelte institution at redegøre for, hvordan de lever op til læringsmålene.

– Så vi prøver at være lidt på forkant, når lovgivningen kommer, forklarer Lise Lorentzen, der er spændt på at se, hvordan den endelige bekendtgørelse kommer til at se ud.

– Det er der, hvor man som privat institution er lidt på arbejde, når man ikke ved, hvad der kommer til at ske. Men vi har som sammenslutning forsøgt at gøre et stykke arbejde for vores medlemmer, så de ikke alle sammen risikerer, at hver gang kommunen finder på noget nyt, så må man ikke have metodefrihed.

Og netop friheden til at vælge selv og muligheden for at skabe forskellige slags dagtilbud er, ifølge Lise Lorentzen, det mest essentielle.

– For mig at se må de andre institutioner have lige præcis den profil de vil, men at vi alle sammen skal være på samme måde, det giver ikke nogen mening. Forældrene skal stadig kunne tage et pædagogisk valg for deres børn. Så det handler ikke om, at det ene er bedre end det andet, men om at vi er forskellige. Og at vi derved beriger hinanden.

♥ Kirsebærgården, et Rudolf Steiner Børnehus, er kunde i Merkur.

Kirsebærgården er en bybørnehave, så de er ikke omgivet af skov og natur. I stedet har de indrettet gården med planter, sand og legetøj i naturmaterialer, Og på tagterassen holder de høns. Foto: Kirsebærgården, et Rudolf Steiner Børnehus

Kirsebærgården er en bybørnehave, så de er ikke omgivet af skov og natur. I stedet har de indrettet gården med planter, sand og legetøj i naturmaterialer, Og på tagterassen holder de høns. Foto: Kirsebærgården, et Rudolf Steiner Børnehus