Vi kender opskriften på det gode liv. Så hvorfor er det så svært?

Af Liva Johanne Ehler Molin

Findes der noget, man kan kalde ’det gode liv’? Eller er vi mennesker så for­skellige, at det slet ikke giver mening at spørge om?

”Folk siger, at det er helt subjektivt, hvad der giver et godt liv, og at det er forskelligt fra menneske til menneske. Men det er faktisk ikke særlig forskel­ligt,” lyder det fra Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Uni­versitet.

Psykologisk forskning har nemlig vist, at der findes nogle helt grundlæg­gende svar på, hvad der giver gode liv. Så selvom Svend Brinkmann har brugt mange år og adskillige bøger på at kriti­sere den selvhjælpskultur, som mange mennesker søger til for at finde svar på livets store spørgsmål, kan han altså med baggrund i forskning godt give no­get, der kunne ligne en simpel opskrift på det gode liv:

”Kærlighed. Forpligtende relationer. Det at engagere sig i fællesskaber. Det er ikke prestige eller penge. Så længe man er over et vist grundlæggende ni­veau, bliver man ikke lykkeligere af at tjene flere penge.”

Derudover handler det om at priori­tere de ting, der har en iboende værdi:

”Når man undersøger, hvad der reelt giver mennesker et godt liv, er det sy­stematisk de aktiviteter, som har værdi i sig selv for mennesker. Det er alt det vi gør, uden at der er et særligt formål med det, eller noget bestemt vi skal opnå. Det kan være alt fra at strikke til at gå ud i naturen, høre musik eller lege med vores børn.”

Har vi en trivselskrise?

Det lyder ligetil. Men noget tyder på, at det i disse år er svært for mange at finde den gode balance i livet. Danskernes mentale helbred er nedadgående, og antallet af stressramte stiger.

Ifølge tal fra Den Nationale Sundhedsprofil er der sket en stigning på 7,4 procentpoint i andelen med en lav score på den men­tale helbredsskala i perioden fra 2010 til 2021. I samme periode er der en stig­ning på 8,3 procentpoint i andelen med en høj score på stressskalaen.

Værst står det til for den yngste mål­gruppe (de 16-24-årige), og kvinderne scorer generelt lavere på trivsel og hø­jere på stress end mænd.

Det kan være svært at måle trivsel og mistrivsel over tid, fordi måden vi må­ler på, forandrer sig ligesom selve op­fattelsen af, hvad det vil sige at have det godt eller skidt, forklarer Svend Brink­mann. Alligevel er han ikke i tvivl om, at der er sket en reel forværring:

”Specielt de unge mennesker har det dårligere end for en eller to generatio­ner siden. Flere får diagnoser, flere har dårligt mentalt helbred, flere lider af stress, angst, depression. Det er steget inden for meget få år.”

Samtidig mener han dog, at der er en risiko for, at vi forværrer problemet ved hele tiden at fokusere på det som en mistrivselskrise.

”Vi anvender et sprog for de her pro­blemer, som falder tilbage på individet og inviterer den enkelte til at fortolke alt i psykologiske og diagnostiske kate­gorier. Det er der jo noget af det, der skal, fordi der desværre findes virkelige psykiske lidelser hos børn og unge, som skal udredes, behandles og hjælpes. Men når 40 procent af de unge kvinder svarer, at de selv mener, de har eller har haft en psykisk lidelse, så er det nok fordi, de også har fået en selvfortolk­ning, som inviterer dem til at se sig selv i det lys. Og det tror jeg faktisk kan være med til at forværre problemet.”

Foto: Stine Heilmann

Udsatte grupper har det værst

Det er ikke kun de unge, der har fået det værre. Tendensen ses i alle befolk­ningsgrupper, men foruden de unge er der nogle grupper, der er særligt ud­satte, men som ikke får ret meget op­mærksomhed i den offentlige samtale.

”Det er måske i virkeligheden dem, der har det værst, vi taler mindst om,” siger Svend Brinkmann og giver et par eksempler:

”Vi taler meget om arbejdsrelateret stress, men dem, der har det højeste stressniveau, er den gruppe, der står uden for arbejdsmarkedet. Og ser man på hvem, der bruger mest psykofarmaka, så er det de ældre. Det kan være ensomme, gamle mennesker på plejehjemmene, som er blevet deprimerede. Men det er ikke noget, vi taler ret meget om.”

Dem der har det bedste mentale hel­bred, er til gengæld også i den ældre del af befolkningen: nemlig gruppen af mænd på 65-75 år. Og det har fået psy­kologiprofessoren til at undre sig, men han har også et bud på en forklaring:

”Mange af dem har formue, ressour­cer og tid. Og mange tilhører den tradi­tionelle magt i samfundet, som rigtig meget er indrettet efter. Så spørgsmålet er, om de har fundet opskriften på det gode liv, og vi alle sammen skal til at leve ligesom de 65-årige mænd? Eller om vi har skabt et samfund, der bare passer utrolig godt til at være en 65-årig mand? Det er nok nærmere det sidste, og så kan vi jo godt overveje, om vi skulle skabe et samfund, der også pas­ser til andre.”

Den omvendte rulletrappe

Nogle af dem, der har undersøgt årsa­gerne til den høje mistrivsel blandt unge, er Svend Brinkmanns kolleger på Center for Ungdomsforskning på Aal­borg Universitet (CeFU), der udgav bo­gen Mistrivsel i lyset af tempo, præsta­tion og psykologisering i 2022.

En af bo­gens forfattere, professor Noemi Katz­nelson, forklarer på CeFUs hjemme­side:

”Skolen er kommet til at handle om præstation, tempoet på alle livsarenaer er sat i vejret, og de unge kigger i sti­gende grad indad og oplever selv at skulle lave sig om, hvis noget i omver­denen er svært. De leder efter løsninger i det psykologiske fremfor i deres om­verden.”

Svend Brinkmann peger på dette forskningsprojekt, fordi det indeholder nogle vigtige forklaringer på, hvorfor så mange mistrives. Selvom det handler om de unge, ses mange af de samme tendenser hos andre aldersgrupper, bare i mindre udtalt grad.

De tre hovedbegreber er tempo, præ­station og psykologisering. Præstation er ikke dårligt i sig selv, understreger Svend Brinkmann. For vi kan allesam­men lide at præstere, blive anerkendt og føle, at vi bidrager. Men når præsta­tion bliver koblet med psykologisering, så er det pludselig ”mig selv” jeg skal præstere. Individet bliver selv det pro­dukt, der skal sælges og optimeres.

”Psykologisk bliver det hurtigt giftigt, hvis man er permanent utilstrækkelig, og hvis man hele tiden skal optimere og forbedre sig. Alle mennesker har brug for at fornemme, at de grundlæggende er gode nok. Og det er vi bare aldrig, for vi kan altid lige performe lidt bedre.”

Og så er der selve det tempo, vores liv udfolder sig i, hvor ”alt skal nås hurti­gere, fordi man skal hen til noget andet, og alt bliver en del af en optimerings­kalkyle,” forklarer Svend Brinkmann og giver et eksempel:

”Så står jeg og laver mad, og så hører jeg en podcast, fordi jeg skal bruge den viden til noget, jeg skal i morgen. Og så afspiller jeg den lige på halvanden gangs hastighed. Det giver jo en helt anden situation end den, hvor man bare står og skræller kartofler sammen og snakker om løst og fast og ser, hvor man bliver bragt hen.”

Det høje tempo ses også i uddannel­sessystemet, hvor der er meget fokus på at teste børnene og gøre dem parate til det næste trin. Og på arbejdsmarkedet hvor vi godt nok arbejder færre timer end tidligere i historien, men hvor pro­duktiviteten til gengæld er blevet langt højere og skellet mellem arbejde og fri­tid for mange er blevet mere flydende. Samtidig skal vi helst være i konstant udvikling.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa, som CeFUs forskning også har hentet inspiration fra, har et billede, han bru­ger til at illustrere samfundets accelera­tion: Det er som om, vi står på en rulle­trappe, der kører nedad, mens vi selv prøver at komme op. Vi skal være i kon­stant bevægelse for ikke at sakke bagud, og det kan føre til stress og meningstab.

Hjælp andre – men ikke for din egen skyld

Problemet med hele tiden at skulle ud­vikle og optimere sig selv er, ifølge Svend Brinkmann, at vi ligesom har mi­stet sansen for, hvad der har værdi i sig selv. Flere og flere aspekter af livet er blevet instrumentaliseret – altså gjort til et middel for at opnå noget andet.

Skal man helt op på den store sam­fundsklinge, så er der tale om en øko­nomisk logik, der er indbygget i det ka­pitalistiske samfund, hvor vi arbejder for at tjene penge. Den logik kan fun­gere fint på et marked, men den er knap så heldig, når det gælder menneskelige relationer og dybere eksistentielle ting, mener Svend Brinkmann.

Et godt eksempel stødte han på for nyligt, hvor han var inviteret til en kon­ference om mistrivsel i en kommune. På nogle store bannere stod der: ’Gør noget godt for en anden. Det forbedrer din egen sundhed.’ Selv det at hjælpe andre, bliver altså gjort til noget, vi skal gøre for vores egen skyld, og ikke fordi den anden har brug for hjælp.

Hav det godt og gør det godt

Men der er faktisk noget om snakken, for man får det bedre af at hjælpe an­dre. Det bør bare ikke være den pri­mære grund til at gøre det, mener Svend Brinkmann.

Det hænger sammen med to forskel­lige tilgange til livet, som stammer helt tilbage fra den græske filosofi: Handler livet om at have det godt, altså trivsel, glæde og det at være tilfreds? Eller handler livet om at gøre det godt, altså at engagere sig i forpligtende fællesska­ber, fordybe sig i noget, der er menings­fuldt, at udfolde sig?

”Den ene dimension handler om at være glad, og den anden handler om at leve meningsfuldt. Nogle gange gør vi det godt, selvom vi ikke har det godt, og nogle gange har vi det godt, selvom vi ikke gør det godt. Men i det bedst mu­lige liv for mennesker, er der en ba­lance,” siger Svend Brinkmann og ud­dyber:

”De to dimensioner understøtter hin­anden, så hvis man ser ud i verden og gør noget godt for andre, så har man det faktisk med at blive glad selv.”

Det at gøre noget meningsfuldt, inde­holder en kollektiv dimension, som er dybt forankret i menneskets sociale na­tur. Men det imødekommer det mo­derne samfund ikke.

”I dag mangler vi steder, hvor vi kan mødes og tale om livet. Der er noget velgørende ved at høre, at andre men­nesker heller ikke kan finde ud af det. Så en del af det gode liv, det er at have en samtale med andre mennesker om, hvad det gode liv er.”

Hvad er værdifuldt for dig?

I løbet af samtalen vender Svend Brink­mann igen og igen tilbage til spørgsmå­let om, hvad der har værdi i sig selv, for som han siger: ”Hver gang man kan identificere det, så er man tæt på noget, der har med det gode liv at gøre.”

Det kan være når vi går en tur, fordy­ber os i en samtale, læser en roman, synger eller danser. Det er sjældent for at opnå noget bestemt – vi gør det bare, fordi det føles rart og meningsfuldt. Og hvis vi kan understøtte det, både i vores egne liv og vores børns liv, så er vi godt på vej.

”Det er godt at forholde sig nysgerrigt til spørgsmålet om, hvad der har ibo­ende værdi for mig? Husk at prioritere det, og engagere dig i noget sammen med andre. Det er ikke kun vigtigt, fordi det gør dig glad, men også fordi det betyder noget for andre. Det er hele den der meningsdimension, som er så væsentlig for det gode liv.”

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2023.